Gram er ikke stor nok til tre supermarkeder, mener SuperBrugsen, som har truet med at lukke deres butik, hvis der kommer flere dagligvarebutikker i byen.

Nu er afgørelsen kommet.

Brugsforeningen bag SuperBrugsen i den sønderjyske flække Gram har over længere tid truet med at lukke deres butik.

Det skyldtes, at de frygter, at en ny Rema1000 vil ødelægge deres forretning.

Men den betragtning er økonomiudvalget i Haderslev byråd ikke enig i, og de valgte her til aften at godkende den nye lokalplan, skriver JydskeVestkysten.

Det var en meget kontant melding, som kom fra brugsforeningen bag SuperBrugsen i Gram på Østergade, der 'efter lange og grundige overvejelser' besluttede, at de ikke ville tage kampen op mod Rema1000, hvis den nuværende lokalplan blev vedtaget af byrådet tirsdag aften.

'Toftlund Brugsforening (der også driver Gram, red.) har gennem vores høringssvar gjort det klart, at det nuværende marked i Gram ikke kan bære tre butikker, hvilket også fremgår af de detailhandelsanalyser, der er lavet de senere år. Vi har forsøgt at gøre det klart over for beslutningstagerne, at vi ikke ser det som en mulighed at drive tre detailhandelsbutikker med en sund økonomi i Gram, medmindre at man får skabt nogle bedre synergier i bymidten,' skriver brugsforeningen i en pressemeddelelse.

Brugsen tilføjer, at 'Vi har igennem dialog, møder og høringssvar fremlagt alternative muligheder i håbet om at danne en ramme for handel i Gram, vi vurderer kan gavne flere butikker og dermed undgå butiksdød'. Foreningen mener, at 'en lukning af brugsen vil ødelægge handlen på torvet i Gram. Beslutninger skal helst træffes på baggrund af et oplyst grundlag, og derfor kommer vi med denne udmelding nu, inden den endelige beslutning skal træffes af byrådet'.

Men på trods af protester og pressemeddelelser skete det: Byrådet godkendte lokalplanen.

SuperBrugsen i Gram er nu fortid efter længere konflikt med konkurrenter.
SuperBrugsen i Gram er nu fortid efter længere konflikt med konkurrenter. Foto: Preben Madsen
Vis mere

Det var et fuldstændigt enigt økonomiudvalg, som besluttede tirsdag at godkende lokalplanen, og der er nu banet vej for en ny Rema 1000-dagligvarebutik på en 5000 kvadratmeter stor grund i Gram. Truslerne afskrækker altså ikke politikerne.

»Vi må lade de frie markedskræfter råde. Vi kan ikke styre markedet,« siger formanden for økonomiudvalget, borgmester H. P. Geil (V), der på SuperBrugsens Facebook-profil tirsdag aften så truslen.

Borgmesteren forventer, at der kommer debat om sagen, når byrådet tirsdag i den kommende uge endeligt skal godkende planerne, som har været i høring i otte uger fra 20. december til 14. februar.

H. P. Geil forstår godt, at Rema 1000 vil have en forretning i netop Gram, hvor Gram Slot ligger. Slottet producerer nemlig en stor del af Rema 1000-kædens økologiske produkter, blandt andet mælk. Allerede for flere år siden var Rema 1000 interesseret i at rykke til Gram, og nu er det endelig lykkedes.