Dagli'Brugsen i Tarp i Sydvestjylland var formentlig ikke særlig begejstret, da Fødevarestyrelsen havde aflagt butikken et besøg for to uger siden.

Nu skal den betale en bøde på 10.000 kroner.

Fødevarestyrelsens kontrolenhed fandt det, de formoder er skimmelsvamp, i større belægninger i brugsens frugt– og grøntkølere, der står ude i butikken.

Det samme fandt man i butikkens køler til kød, på bagvægge i området og ved hyldeforkanter.

Men det stopper ikke her. For da de nåede til kølerummet med mælkeprodukter, der både fungerer som opbevaring og har front mod butikken, fandt de det også i gummilisterne på lågerne og gulvet under hylderne.

I kølerummet var der også flere steder, hvor indholdet af madvarer var sprøjtet op på væggene. Her beskrives det, at der var begyndende vækst.

Alt dette resulterede i en bøde og en sur smiley.

Til mediet Newsbreak forklarer Henrik Ringgard, som er brugsuddeler i Dagli'Brugsen i Tarp, at han ikke vidste, at man skulle skille hele køleren ad og også rengøre bagsiden grundigt. Han uddyber, at han først tiltrådte som leder 1. januar.

»Vi har været i gang med at rette op på tingene lige siden, at vi modtog bøden,« siger Henrik Ringgaard og fortsætter:

»Jeg har brugt meget tid på rengøring. Og så har vi faktisk udskiftet to kølere. Vi fandt ud af, at der også var andre ting i vejen med dem. Temperaturen hoppede op og ned, og vi fandt rust. Så det var godt, at vi fik det gjort.«

Han er dog alligevel ked af bøden og kalder det »røværgeligt«.