Danskerne har fundet en smart finte, når det kommer til overdragelse af deres sommerhuse.

For overdrager man som forældre sit sommerhus til sine børn, er der nemlig skattekroner at hente i økonomisk gevinst.

Det skriver Finans.

Ifølge Finans fungerer fidusen faktisk fuldstændig som ved et almindeligt forældrekøb, hvor man kan overdrage en bolig efter +/- 15 procent-reglen – og dermed kan købe beboelsen 15 procent under den offentlige vurdering.

Sommerhusmarkedet i Danmark var tilbage i juni på vej mod et stærkt comeback. Priserne var nemlig tæt på at være tilbage på topniveau, der blev nået sidste år i juni måned.

Gennemsnitspriserne på de danske sommerhuse var nemlig fra april til maj i år steget 2,5 procent.

Men overdragelsen internt i familien er langt mere enkel og udløser flere fordele, fortæller Christian Bækmark, indehaver af PrivatRevision der er specialiseret i familieoverdragelse, til Finans.

Det første er nemlig, at forældre kan undgå gave- eller til sin tid arveafgift ved at bruge forældrekøbsfinten. 

»For det andet kan betalingen ske ved gældsbrev, som forældrene så hvert år kommer i tanke om at nedskrive med det maksimale skattefri gavebeløb p.t. 71.500 kroner per forælder per barn,« siger Christian Bækmark til Finans.

Ifølge Finans er hovedreglen for sommerhuse dog, at husene er skattefrie, men kun hvis sommerhusets grundareal ikke overstiger 1.400 kvadratmeter. De fleste sommerhusgrunde er større og kan udstykkes.

Hvis man vil kunne nyde gevinsten skattefrit, så skal man have erklæring fra Vurderingsstyrelsen, der sikrer, at en eventuel udstykning vil give resten af grunden et tab på mere end 20 pct. i værdi efter en udstykning, skriver mediet. 

Sidste år satte feriehusudlejning rekord i Danmark - her lå antallet af udlejede feriehus-uger på hele 777.655 uger, skrev turisme24.dk.

Ejer du ikke ejer et sommerhus, men gerne vil leje et herhjemme, er der flere faldgruber du skal være opmærksom på. For man kan risikere at blive snydt. 

Det har B.T. tidligere set nærmere på, som du kan læse mere om lige her.