Lige nu snyder rigtig mange bankkunder sig selv for at tjene en ofte betydelig sum på de penge, de har stående i banken.
Den rente, som bankerne betaler kunderne for at lade deres penge blive stående på en opsparingskonto med binding, er nemlig steget betydeligt den seneste tid.
Det skriver Nationalbanken i en ny analyse.
Derfor er der nu penge at tjene, hvis du som bankkunde er villig til at lave en aftale med banken om at lade dine penge blive stående på en konto i længere tid.
Nationalbanken skriver nemlig i den nye analyse, at renteforskellen mellem indlån på en almindelig grundkonto og en konto med binding er steget betydeligt siden 2022, så der nu er en »betydelig rentegevinst« at hente.
Men selvom der kan være gode penge at tjene på at låse nogle af opsparingskronerne fast, er der rigtig mange danskere, der ikke benytter sig af muligheden for at gøre netop det, forklarer Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv til Berlingske.
»Hvis man går halvandet år tilbage i tiden, var der ikke nogen stor forskel på at binde pengene i længere tid og lade dem stå på en almindelig konto. Så jeg er overbevist om, at der er nogle kunder, der ikke er opmærksomme på muligheden. Men det bør man være opmærksom på, for nogle går glip af en gevinst her.«
I Nordea kan man for eksempel få en rente på 3,14 procent, hvis man binder sine penge i seks måneder.
På en almindelig konto uden binding kan man derimod få en årlig rente på 0,25 procent.