Forestil dig følgende situation:

Lige om lidt går du ind på et vilkårligt teleselskabs hjemmeside. Du opretter et abonnement. Om et par dage ankommer simkortet med posten. Du åbner brevet, smider simkortet i skraldespanden og betaler herefter for abonnementet hver eneste måned de kommende år.

Eksemplet er meget groft trukket op, men hundreder af tusinder af danskere er det seneste års tid blev sat i en situation, der ligner det her.

En bølge af negative renter er nemlig skyllet ind over de danske bankkunder.

Det betyder for flere hundrede tusinde husstande, at de nu betaler det, der svarer til et ekstra mobilabonnement. For de penge får de noget, de altid har haft gratis: Muligheden for at have deres penge stående i banken.

Der er dog smutveje og måder, du kan slippe for den regning. Vi viser dig nogle af dem om lidt.

Men først til de negative renter.

»Det er jo et relativt nyt fænomen i Danmark, at man skal betale for at have sine penge stående i banken. Og vi kan se, at det fylder enormt meget i danskernes bevidsthed,« siger Ans Khawaja, kommerciel direktør i Mybanker:

»Det startede for omkring et år siden. Der begyndte nogle banker at indføre, at kunderne skulle betale renter af alt indestående over 1,5 millioner kroner eller 750.000 kroner. Siden er grænsen blevet sat ned. I nogle banker er vi nu nede i, at det er alt over 250.000 eller 100.000 kroner, man betaler renter af.«

Den negative rente er lige nu 0,6 procent. I kroner og øre betyder det, at hvis du betaler negative renter af 100.000 kroner over et år, så koster det dig 600 kroner at have de penge stående.

Betaler du negative renter af 200.000 kroner i 12 måneder, koster det 1.200 kroner. Og sådan bliver det ved. Det viser beregninger, Mybanker har lavet for B.T.

Og noget tyder på, at flere millioner danskere de kommende måneder risikerer at blive suget med ind i bankernes rentemaskine.

Der er en vis sandsynlighed for, at grænsen for, hvornår man skal betale renter, falder.

I slutningen af oktober forklarede Signe Krogstrup, der nu er trådt ind i direktionen i Nationalbanken, at »der ikke er noget tegn på, at vi har nået grænsen.«

Hun påpegede, at danskerne ikke har reageret på de negative renter ved at hæve deres penge i kontanter.

Derfor kan bankerne umiddelbart sagtens sænke niveauet yderligere eller skrue yderligere på renteniveauet, uden danskerne tager konsekvensen og hæver deres penge.

»Jeg tror, vi kommer til at se rigtig mange banker, som tager negativ rente fra 0 kroner, og som også regulerer den negative rente op,« siger Susanne Arvad, ejer af Arvad Finanshus:

»Jeg tror nemlig, vi får faldende udlånsrenter til foråret, fordi der kommer en stor regning efter covid-19. I takt med at udlånsrenten falder, vil vi se et stigende pres på danskernes opsparinger i form af negative renter.«

Og så er vi tilbage ved, hvordan du slipper.

Der er er heldigvis forskellige ting, du kan gøre for at undgå den regning, bankerne nu har præsenteret dig for.

Susanne Arvad gennemgår nogle af dem her.

Flyt dine penge til en anden bank

Det er stort set alle banker i Danmark, der har indført negative renter, men der er fortsat undtagelser.

»Der er sågar nogle banker, der vil give lidt i rente. Eksempelvis Santander Consumer Bank, hvor kan man oprette en konto på fem minutter. Men sæt max 100.000 euro ind, for det er det, du er sikret, hvis pengeinstistuttet går ned,« siger Susanne Arvad:

»Jeg tror ikke, der kommer negative renter hos Santander. Og så er der for eksempel også Ikanobank og Bank Norwegian. Der findes også andre steder. Det her er banker, hvor du kan åbne en konto til en opsparing.«

Ure, malerier, diamanter

»Der er rigtig mange danskere, som har en større opsparing som sikkerhedsnet, og som de ikke har planer om at bruge nu og her.«

»De penge kan man investere i noget, der har herlighedsværdi, og som man kan sælge når som helst og få pengene tilbage for eller måske tjene lidt på,« siger Susanne Arvad.

Rolex er en god investering, lyder det fra Susanne Arvad
Rolex er en god investering, lyder det fra Susanne Arvad Foto: Handout
Vis mere

»Det kan været Rolex-ure eller et Hornsleth-maleri. Rolex er for eksempel gode til ikke at producere for mange ure, og derfor stiger priserne hvert år.«

»Har du sådan noget som en lyserød diamant eller et Rolex-ur i en bankboks, så er sandsynligheden for, at du tjener penge, når du sælger dem igen, ret stor.«

Værdipapirer: aktier og obligationer

»Her kan du kun få afkast, hvis du påtager dig risiko. Aktier har gode og dårlige dage. En aktie kan falde 20 procent på en dag. Så det her er noget, man skal have en lang tidshorisont for. Du skal ikke placere dine penge her, hvis du har øremærket de penge til noget, du skal have om seks måneders tid,« siger Susanne Arvad:

»I øvrigt kræver værdipapirer, at man sætter sig ind i tingene. Brug nogle timer på det eller kontakt en investeringsrådgiver.«

Gældsbreve: Ryk penge rundt i familien

»Vi laver mange 'familielån' mellem forældre og børn og samlevende. Hvis den ene har problemer med negativ rente og den anden har en kassekredit og skylder nogle penge, så kan man lave en aftale om, at i stedet for at den ene betaler 6-7% i rente for en kassekredit, så låner man dem af et familiemedlem, der så slipper for at betale negativ rente.«

»Så kan den ene spare halvdelen i rente, og den anden kan tjene halvdelen i rente. Man skal selvfølgelig være sikker på, at vedkommende vil og kan betale pengene tilbage. På den måde er der to, der vinder–  og ikke kun banken, der vinder.«

Hæv pengene?

Den mest simple måde at slippe for at betale renter for at have penge stående i banken er ikke at have penge i banken og hæve dem i kontanter. Men:

»Lad være med at hæve pengene. Der sker hjemmerøverier og tyverier, og de færreste vil være dækket af en indboforsikring, hvis der bliver stjålet 100.000 kroner i kontanter,« siger Susanne Arvad:

»Det skaber utryghed, hvis ikke man har et pengeskab. Der er mange ulemper. De bliver mindre værd på grunde af inflation, mange steder kan man ikke betale med store kontante beløber, og så er der hvidvaskloven. Lad være med at hæve dem.«