Mens politiet lige efterforsker et nordjysk træpillefirma, forsøger en anden webshop at udnytte de stigende varmepriser med falske tilbud på træpiller.

En familie i Vejle er den seneste tid blevet kimet ned af potentielle træpillekunder. Familiens adresse er nemlig blevet angivet som virksomhedsadresse for webshoppen De Træpiller.

Her kan man angiveligt købe træpiller til priser, der er langt under resten af markedet. Der er bare ét problem.

»Vi har intet med webshoppen at gøre, selv om det er vores adresse, der står på hjemmesiden. Vi har for øvrigt aldrig haft noget som helst med træpille-branchen at gøre, så det må være helt tilfældigt, at de har valgt vores adresse,« siger Anita Pagh til Vejle Amts Folkeblad.

Hun har forgæves forsøgt at få kontakt til De Træpiller for at få dem til at fjerne familiens adresse fra deres hjemmeside.

De Træpiller kan man købe en palle træpiller af mærket »German Pellets« til 3.271 kroner. Det samme produkt kan købes for 6.995 kroner hos det sjællandsk baserede træpillefirma Varme-expressen.

Hos organisationen e-mærket, der kæmper mod svindel på nettet, har man nu også lagt mærke til hjemmesiden. I en pressemeddelelse advarer e-mærket nu specifikt imod De Træpiller.

»Det kommer desværre ikke som noget chok, at der nu også er folk, som forsøger at udnytte de stigende varmepriser og den trængte økonomiske situation, som rigtig mange danske forbrugere befinder sig i nu,« siger e-mærkets administrerende direktør, Martin Birkjær Madsen.

Derfor har e-mærket også netop sendt en advarsel til danskerne om hjemmesiden via appen »Mit Digitale Selvforsvar«, som omkring 350.000 danskere har installeret.

Ved at hente appen kan man holde sig opdateret på advarsler om blandt andet fup-mails i omløb og falske webshops.