Der gik ikke mange minutter, fra YouSee onsdag bekræftede over for B.T., at der endnu en gang er prisstigninger på vej til deres én million tv-kunder, til reaktionerne begyndte at vælte ind.

Rasende YouSee-kunder taggede hinanden på Facebook og skrev, at 'nu er det tid til at opsige tv-pakken', ligesom gloser som 'vanvittigt' og 'grådigt' gik igen. Endnu en storm mod YouSee tager form, vurderer analytikere.

YouSees kunders tålmodighed er nemlig i forvejen hårdt prøvet.

Ni af de seneste ti år er YouSees tv-kunder blevet varslet prisstigninger.

Det ene år, YouSee ikke varslede prisstigninger, fjernede de til gengæld Discoverys 11 tv-kanaler fra deres univers. Træk, som har fået antallet af tv-kunder til at rasle ned.

De seneste tre år alene har over en kvart million YouSee-kunder opsagt deres tv-abonnement.

»Og med de seneste prisstigninger kommer det hele til at gentage sig. Priserne stiger, og så får en masse mennesker nok og forsvinder,« siger Claus Bülow Christensen, digital analytiker og stifter af Copenhagen Future Tv Conference:

»Det bliver mere voldsomt denne gang. Der er flere kunder, som nu er klar over, at der findes alternativer til YouSee, og derfor kommer frafaldet til at være en del mere dramatisk.«

Kundeflugten kan YouSee takke sig selv for, vurderer teleanalytiker John Strand, som driver Strand Consult.

Han mener, at YouSee gennemgående har behandlet kunderne dårligt, og at de seneste stigninger er et godt eksempel på netop det.

»Man skal huske, at prisstigningerne kommer samtidig med, at YouSee ad flere omgange har forringet produktet. Eksempelvis ved at fjerne Discoverys kanaler og senest ved at fjerne en række kundefordele. YouSees top bliver ved med at spille pladen med højere priser og dårligere produkter,« siger John Strand:

»Man udviser skræmmende ringe forståelse for kunderne. I bagerbranchen har vi jo set, at en virksomhed som Lagkagehuset godt kan hæve priserne ved at lave bedre produkter og få kunderne til at strømme ind. Men i YouSee sparer man på indholdet, hæver prisen, og så vælter kunderne ud.«

YouSee har begrundet stigningerne med, at de selv bliver præsenteret for prisstigninger på blandt andet sportsrettigheder og derfor er nødt til at hæve prisen over for kunderne.

Men i Forbrugerrådet Tænk er man ikke overbevist.

»Problemet er, at det er meget svært for kunderne at gennemskue, om man reelt får mere for pengene. YouSee siger, at det stiger på grund af rettigheder, men kunderne ved det reelt ikke, og når YouSee så samtidig skifter rundt på kanalerne, bliver det endnu sværere at gennemskue,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han mener, at YouSee udnytter, at der – trods de seneste års frafald – fortsat er rigtig mange kunder, som ikke kan overskue at opsige deres tv-pakker og komme videre.

YouSee står foran endnu en kundestorm, vurderer analytikere.
YouSee står foran endnu en kundestorm, vurderer analytikere. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg kan virkelig godt forstå kundernes frustration. YouSee har fået sat det her sammen, så de hæver priserne på en måde, hvor det, de taber i antal kunder, bliver rigeligt dækket af de tilbageværende, som betaler regningen via prisstigninger.«

Tilbage hos Claus Bülow Christensen er vurderingen, at YouSees nedadgående spiral fortsætter.

»Når du ser prisstigninger på den her måde hvert år, fortæller det en historie om, at modellen med tv-distribution som hos YouSee ikke længere er så effektiv, som den har været før,« siger Claus Bülow Christensen:

»YouSee er nu et sted, hvor man hæver prisen og indregner, hvor mange kunder det koster. Der skal noget helt andet til nu, og det ved den nye direktør, Christian Morgan, godt.«