Der var smil over hele linjen, da erhvervsminister Simon Kollerup og en stor forsamling erhvervsordførere tirsdag stillede sig op for rullende kameraer og præsenterede endnu en hjælpepakke på 725 millioner kroner til rejsebranchen.

Mens rejseselskaberne kunne glæde sig, sad forbrugerne tilbage med et oplæg, hvor deres rettigheder bliver svækket. Kun ét parti var ikke med.

På sidelinjen stod Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen.

Én af årsagerne til det var, at aftalen indeholdt et oplæg om, at danskere, der har fået eller får deres pakkerejse aflyst, ikke kan få deres penge tilbage. I stedet kan de få en voucher, et tilgodebevis, som gælder i 12 måneder.

»Forestil dig en familie, der har brugt 30.000 kroner på en sommerferie og så ikke kan få pengene tilbage. De kan ikke bruge de penge på en ferie i Danmark i stedet. Det ville vi simpelthen ikke være med til,« siger Lars Boje Mathiesen, erhvervsordfører for Nye Borgerlige:

»Man tvinger forbrugerne til at give rejseselskaberne en rentefri kassekredit. Det er kritisk. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt man bare kan få lov til at tilsidesætte forbrugernes rettigheder af EU. Det tvivler jeg på.«

Generelt var Lars Mathiesen forbløffet over processen.

»Der gik to timer, fra jeg fik præsenteret det her oplæg, til partierne var enige. Bum: Så havde man brændt 725 millioner kroner af og svækket forbrugernes rettigheder,« siger Lars Boje Mathiesen, der er overrasket over, at Nye Borgerlige er det eneste parti, som stod uden for aftalen:

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogle blå partier, som begyndte at opføre sig som borgerlige. Man deler simpelthen penge ud til højre og venstre i øjeblikket.«

Partiernes oplæg, hvor forbrugere de facto står til at få indefrosset deres penge i 12 måneder via en voucher, hvis deres pakkerejse bliver aflyst, har affødt kritik.

Forbrugerrådet Tænk har erklæret, at de er 'meget imod' ordningen.

Derudover har formand Anja Philip kaldt oplægget 'et markant brud på forbrugernes rettigheder'.

Onsdag kom så endnu et hak til voucher-idéen, da EU-kommissær Margrethe Vestager langede ud efter lande, der har tilladt, at flyselskaber undlader at refundere kundernes flybilletter og i stedet blot tilbyder en voucher.

Det er dog uvist, om Margrethe Vestagers ord får direkte betydning for partiernes oplæg om pakkerejser.

B.T. forsøgte onsdag at få et interview med erhvervsminister​ Simon Kollerup, men han havde ikke mulighed for at stille op.

På samme måde har B.T. forsøgt at få en kommentar fra De Konservative og Venstre, men de er ikke vendt tilbage.

I Jyllands-Posten har Simon Kollerup dog forholdt sig til kritikken af voucher-idéen.

Her lyder det om ordningen:

'På den måde kan voucherordningen sammenlignes med et gavekort, men med sikkerhed for at få pengene tilbage. Hvis man har en voucher i et selskab, der går konkurs, så er man også sikret sine penge. Så når næsten alle Folketingets partier står bag det her, er det, fordi det er noget, hvor forbrugeren er godt sikret,’ skriver Simon Kollerup til Jyllands-Posten:

'Det er jo ud fra et ønske om, at forbrugerne også har danske rejseselskaber at vælge imellem, og som ikke alle sammen er gået konkurs, når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen. Hvis ikke vi gør det her, hvor efterlader det så vores rejsebranche? Hvor efterlader det os som forbrugere i forhold til at have noget at vælge imellem? Det vil ikke være et godt sted.'