Klokken er lidt i fem om morgenen. Han har sovet uroligt. Tankerne myldrer rundt i hovedet.

Det er ikke et mareridt. Desværre.

Rasmus Kristensen kigger rundt i sit gamle drengeværelse i forældrenes hus i en lille by i Nordsjælland. Hans hustru sover stadig.

På gulvet ligger hans to børn og sover på luftmadrasser.

»Det var et mareridt.« Rasmus Kristensen, 44 år, foran sit hus i Lyngby, som på grund af håndværkerfejl blev udsat for gentagne vandskader under en stor om- og tilbygning.
»Det var et mareridt.« Rasmus Kristensen, 44 år, foran sit hus i Lyngby, som på grund af håndværkerfejl blev udsat for gentagne vandskader under en stor om- og tilbygning. Foto: Byrd/Rasmus Flindt Pedersen
Vis mere

Vækkeuret ringer snart, og så skal der tempo på for at nå at få børnene i skole i Lyngby og selv komme videre på arbejde i København. Mindst halvanden times transport i myldretiden for at nå det hele. Hver vej.

»Vi var helt smadrede, når vi kom hjem. Der var intet tilbage,« siger Rasmus Kristensen, 44 år, i dag om mareridtet, der tilbage i forsommeren 2017 begyndte med en drøm om at om- og tilbygge deres lille bungalow i Lyngby til et rummeligt hus med førstesal, hvor familien kunne fortsætte med at bo og leve tæt på børnenes skole og job.

For at spare penge ville de blive boende i bungalowen og flytte inventar og kasser med tøj ned i kælderen, mens håndværkerne i løbet af de næste fire-fem måneder fik bygget førstesalen på.

Rasmus Kristensen og hans hustru, Lone Hesberg Kristensen, sikrede sig på alle leder og kanter, da de lånte i bungalowen til den gennemgribende om- og tilbygning.

Rasmus Kristensen i sin baghave.
Rasmus Kristensen i sin baghave. Foto: Byrd/Rasmus Flindt Pedersen
Vis mere

Deres realkreditinstitut krævede, at deres entreprenør tegnede en all risk entrepriseforsikring, som dækker skader under byggeriet.

Det og andre vigtige detaljer blev af familiens advokat sikret i kontrakten med entreprenøren, og den 23. maj 2017 var der første spadestik på villavejen i Lyngby.

»Vi var superspændte. Stemningen var supergod, og vi sørgede for kaffe og kager til håndværkerne nærmest hver eneste dag. Vi var simpelthen så glade over udsigten til drømmehuset,« siger Rasmus Kristensen.

Men herfra gik det galt. Helt galt.

I en ny serie sætter B.T. fokus på helt almindelige danskere, der kommer i klemme, når håndværket ender i makværk.

En af dem er Rasmus Kristensen. Tilbage i Lyngby efterlod hovedentreprenørens murer nemlig en kælderudstøbning på 13 kvadratmeter uoverdækket en hel weekend, hvor regnen stod ned i tove.

Udstøbningen virkede som et kæmpe kar, der fyldtes med vand og mudder, som skred ind i den eksisterende kælder, som var fyldt med familiens tøj, møbler og andet inventar.

Mureren afdækkede ikke kælderudstøbningen. Det betød, at store mængder regnvand løb fra taget ned i udstøbningen og derfra ind i kælderen under huset.
Mureren afdækkede ikke kælderudstøbningen. Det betød, at store mængder regnvand løb fra taget ned i udstøbningen og derfra ind i kælderen under huset. Foto: Privat foto
Vis mere

Oversvømmelsen af kælderen gentog sig flere gange. Det var slemt, men det skulle blive meget, meget værre, fortæller Rasmus Kristensen.

Senere på sommeren 2017 satte et mindre stilladsfirma, som hovedentreprenøren havde hyret, stillads op. Det gamle tag og tagrender blev fjernet, og der blev lagt presenninger ud over taget, mens førstesalen skulle opføres.

Sommeren 2017 var usædvanlig våd. Det regnede og regnede. Ned ad presenningerne og ind på stilladset og derfra ind i husets hule ydermure.

»Vi fik store, sorte plamager af skimmel på væggene indenfor. Vi fik så meget skimmel i hele huset, at det var sundhedsskadeligt. Man kunne simpelthen ikke trække vejret,« siger Rasmus Kristensen, som ikke så anden udvej end at flytte hele familien til sit drengeværelse i forældrenes hus.

Stilladset og afdækningen af taget førte store mængder vand direkte ind i husets hule ydermure. »Man kunne holde guldfisk i hulrummet,« siger Rasmus Kristensen.
Stilladset og afdækningen af taget førte store mængder vand direkte ind i husets hule ydermure. »Man kunne holde guldfisk i hulrummet,« siger Rasmus Kristensen. Foto: Privat foto
Vis mere

Entreprenøren, som havde tegnet sin all risk entrepriseforsikring hos Byggeriets Forsikringsservice under forsikringskæmpen Gjensidige, anmeldte skaden i oktober 2017.

Men forsikringsselskabet afviste ifølge Rasmus Kristensen med skiftende begrundelser at dække de alvorlige skader.

Den definitive begrundelse for afslaget var ifølge Rasmus Kristensen, at skaderne var opstået på oprindelige bygningsdele, som ikke var dækket af entreprenørens forsikring. Gjensidige ville derfor kun anerkende en mindre del af skaderne, skulle det senere vise sig.

Men på det her tidspunkt var beskeden fra entreprenøren til familien Kristensen, at forsikringen ikke ville dække noget som helst.

Både husets oprindelige murværk og nye mure blev ramt af fugtskader.
Både husets oprindelige murværk og nye mure blev ramt af fugtskader. Foto: Privat foto
Vis mere

»Vi stod altså på det her tidspunkt med truslen (fra entreprenøren, red.) om at blive efterladt med et hus uden tag, med skimmel på væggene og vand i murene,« siger Rasmus Kristensen.

Hvis banken sagde stop og tvang familien til at sælge, ville Rasmus Kristensen og hans hustru stå med et tab på flere millioner kroner.

»Jeg stod med en risiko for insolvens og personlig konkurs og en gæld, som det ville tage 10-20 år at grave sig ud af.«

Held i uheld havde entreprenøren underskrevet kontrakten om hele byggeriet med sit personligt ejede selskab og ikke med sit ApS, som han firkantet sagt bare kunne lade gå konkurs og så rende fra det hele.

Det betød, at entreprenøren hæftede personligt for økonomien i selskabet.

»Så sagde jeg til ham, at nu handler det om tag over hovedet til dine eller mine børn, og så vælger jeg altså mine børn. Så hvis ikke du udbedrer skaderne, kommer jeg og min advokat efter dig og dit hus og alt, hvad du ejer og har. På den måde får jeg tvunget ham til at udbedre skaderne.«

Det gjaldt også udbedring af yderligere to vandskader, der opstod som følge af fejlkonstruktioner i en del af taget og i en kvist i nybyggeriet, som betød, at Rasmus Kristensen og hans hustru i 2020 måtte flytte ud af soveværelset i flere måneder.

Rasmus Kristensen og hans hustru måtte efter at være flyttet tilbage til huset flytte ud af deres soveværelse på første sal i flere måneder på grund af en fejlkonstruktion i taget, der ledte vand direkte ind i soveværelset. Vægge og gulv blev ødelagt.
Rasmus Kristensen og hans hustru måtte efter at være flyttet tilbage til huset flytte ud af deres soveværelse på første sal i flere måneder på grund af en fejlkonstruktion i taget, der ledte vand direkte ind i soveværelset. Vægge og gulv blev ødelagt. Foto: Byrd/Rasmus Flindt Pedersen
Vis mere

Familien flyttede tilbage til huset i marts 2018, mens det stadig var under ombygning. Og et eller andet sted har Rasmus Kristensen faktisk ondt af entreprenøren, selvom entreprenøren kontraktligt er ansvarlig for sine underleverandørers skader på huset.

For entreprenøren havde tegnet en all risk entrepriseforsikring, påpeger Rasmus Kristensen.

»Men den dækkede så kun en brøkdel af skaderne. Og det synes jeg, at andre skal vide. At selv om man gør, hvad man kan for at sikre sig, kan man stå med fletningerne i postkassen. Kun fordi vi kunne gå efter entreprenørens personlige selskab, kom vi ud med skindet på næsen.«

Gjensidige ønsker ikke at kommentere det konkrete sagsforløb, som selskabet kalder 'kompliceret'.

Manglende afdækning betød, at der gentagne gange trængte vand ind i kælderen.
Manglende afdækning betød, at der gentagne gange trængte vand ind i kælderen. Foto: Privat foto
Vis mere

Gjensidige oplyser dog, at selskabet har udbetalt 233.163 kroner på entreprenørens entrepriseforsikring i forbindelse med en skade på Rasmus Kristensen hus.

Gjensidige oplyser videre, at en all risk entrepriseforsikring kun dækker selve entreprisen og altså ikke skader på eksisterende bygningsdele i forbindelse med en om- og tilbygning. Gjensidige anbefaler derfor, at der tegnes en tilvalgsdækning, som dækker eksisterende bygningdele.

Det uheldsramte byggeprojekt betyder, at familien Kristensen har tabt et par hundrede tusinde kroner til blandt andet udbedringer, egne byggesagkyndige til at overvåge udbedring af skaderne, ødelagt tøj og inventar.

Det lever Rasmus Kristensen med i dag, hvor huset på nu 217 kvadratmeter på en god adresse i Lyngby endelig står snorlige. For de endte med at få deres drømmehus. Men det kaotiske byggeri har sat sine spor i Rasmus Kristensen.

»Vi kan nyde sommeren i huset i år. Det er blevet et dejligt hus. Men det har været meget hårdt for familien. Jeg har kun kunnet passe byggeriet og mit arbejde.«

»Det er virkelig gået hårdt ud over vores liv i flere år. Og jeg har i dag en stor vrede og mistillid, fordi vi har haft så mange skader på huset.«