Mere end en million danskere modtager i disse uger e-mail fra deres teleselskab.

Beskeden er den samme uanset selskab: Du skal have flere penge op af lommen.

I slutningen af maj kunne B.T. fortælle, at Oister og Telmore tilsammen havde varslet flere hundrede tusinde kunder prisstigninger på 10, 15 eller 20 kroner om måneden.

Nu viser det sig, at YouSee, Fullrate, Telenor og senest selskabet 3 også tilsammen har meddelt i omegnen af en million kunder, at de skal sluge en prisstigning.

Tirsdag varslede 3 prisstigninger på 10 kroner om måneden til godt 300.000 kunder.

I mange tilfælde har de kunder dog mere end ét abonnement i husstanden, og dermed kan det reelle antal prisstigninger snildt ramme op mod 400.000 mobilabonnementer hos 3 alene.

I alt er antallet af telekunder, som er ramt af en prisstigning de seneste uger, nu omkring halvanden million.

YouSee har varslet halvdelen af deres kunder en prisstigning på 10 kroner – det svarer til et tal, der ligger mellem 500.000 og en million kunder. Det præcise antal telekunder oplyser YouSee ikke.

»Det virker desværre, som om der er gang i sådan en runde, som vi ser med et par års mellemrum, hvor teleselskaberne hæver priserne hele vejen rundt,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Hos Telenor, YouSee, Fullrate og 3 har man samtidig med prisstigningen eksempelvis puttet mere data og roaming i kundernes abonnementer.

Det giver Martin Salamon ikke meget for.

»Det er jo en måde at klemme flere penge ud af folk på. Man puster regningerne op med noget data, som mange aldrig kommer til at bruge. Det her handler om, at man vil tjene nogle flere penge,« siger Martin Salamon.

Prisstigningerne har da også udløst adskillige vrede kommentarer fra kunder hos de forskellige selskaber.

Et hurtigt kig på tværs af flere af selskabernes Trustpilot-profiler og Facebook-sider afslører hyppig brug af gloser som 'grådig', 'fup', 'svindel' og 'for dårligt', når kunderne kommenterer prisstigningen.

Hos 3, der startede varslingerne tirsdag, er adskillige vrede kommentarer de seneste dage tikket ind på deres Facebook-side.

'Hold kæft, en flok platugler' skriver David Arleth eksempelvis.

Mia Lehmann erklærer sig 'utroligt utilfreds'.

Hos 3 forsvarer privatkundedirektør David Elsass prisstigningerne hos 3.

»Vi har gennem et par år konstant udvidet antallet af lande i '3 like home', ligesom vi har puttet mere data i pakkerne uden at hæve prisen. Så vi synes egentlig, det er fair, at vi hæver priserne nu,« siger David Elsass.

Han kan godt forstå, at nogle kunder er irriterede, men:

»Jeg har selv abonnementer, hvor prisen stiger fra tid til anden. Prisstigninger er en del af livet,« siger han:

»Måske handler det om, at vores kunder ikke er vant til prisstigninger, og så reagerer man vredt. Men jeg synes, det her er fair. Vi forsøger at forklare kunderne hvorfor, og de fleste forstår det,« siger han.

I Forbrugerrådet Tænk opfordrer Martin Salamon selskabernes kunder til at 'protestere' ved at finde billigere alternativer.

»Og så synes jeg, at vi i Danmark bør se på en regel – som man har i andre lande – hvor teleselskaberne en gang om året fortæller deres kunder, hvilket abonnement der egentlig passer bedst til ens faktiske forbrug,« siger Martin Salamon.

Hos 3 kan man allerede benytte sig af sådan en service, hvis blot man tilmelder sig ordningen, oplyser 3.