Antallet af telekunder, som i disse uger får besked om, at de skal æde en prisstigning, er støt stigende.

De seneste uger er godt 1,5 millioner kunder på tværs af seks selskaber blevet varslet stigninger på mellem 10 og 20 kroner om måneden. Nu melder Telia sig ind i kampen og varsler en prisstigning, der overgår dem alle.

For selvom det 'kun' er 83.000 af selskabets halvanden millioner kunder, der skal betale mere, får de kunder til gengæld også en prisstigning på 30 kroner om måneden.

De abonnementer, der stiger, koster i dag 99 eller 119 kroner om måneden. Dermed er der er tale om prisstigninger på 25 og 30 procent.

Telias melding betyder, at Fullrate, Oister, Telmore, 3, Telia, YouSee og Telenor på en håndfuld uger samlet set har udstedt prisstigninger til en årlig værdi af mindst 238 millioner kroner.

Det viser beregninger, B.T. har foretaget.

»Det er rigtig mange penge, vi taler om. De her selskaber tør jo kun hæve priserne på den måde, fordi de ikke er bange for at miste kunder på det,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk:

»Når alle på den måde hæver priserne, så er der ikke mange steder for forbrugerne at gå hen. Vi ser her en udvikling, som man ikke forventer fra et marked med sund konkurrence.«

Kritikken fra berørte kunder har de seneste uger været bidsk.

Det er ofte kommet til udtryk på selskabernes sociale medier og Trustpilot-konti, hvor ramte kunder vælter ind og hidser sig op.

Telia går ikke fri.

'I er fandeme nogle griske svin,' indleder Anette Jensen eksempelvis et harmdirrende indlæg på Telias Facebook-side.

En kunde ved navn Dorthe Ammitzbøl stempler prisstigningerne som 'Fup og fidus'.

Flere kunder giver også udtryk for irritation over, at Telia i forbindelse med prisstigningen argumenterer med, at de samtidig fylder mere data og roaming i pakkerne.

'Hvad har I gang i?' spørger Martin Bergkrantz og fastslår, at Telia 'påtvinger os ekstra data, som ikke er nødvendig'.

Karsten Hansen skriver direkte, at han vil skifte selskab: 'For har egentlig ikke lyst at betale for noget, jeg ikke bruger.'

Hos Telia mener man dog, at det giver god mening at øge mængden af data og samtidig hæve prisen.

»Der er tale om abonnementer, som ligger på et utidssvarende niveau i forhold til både pris og indhold. Nu opdaterer vi begge,« siger Sine Smith-Jensen, kommerciel direktør i Telia:

»Vi mener fortsat, at de her abonnementer er attraktive, når man ser rundt på markedet.«

Hun afviser blankt, at Telia nu hæver priserne, fordi seks andre selskaber også har gjort det.

»Vi kan klart afvise, at vi sidder og aftaler priser med vores konkurrenter,« siger Sine Smith-Jensen:

»Vi følger selvfølgelig med i markedet og priserne, men vi gør kun, hvad vi mener, kunderne har behov for.«

Hun understreger, at langt de fleste af de kunder, der oplever en prisstigning, godt kan forstå stigningen.

Især når Telias medarbejder forklarer dem baggrunden og de ekstra tilføjelser, der følger med.