Snart bliver det dyrere at få transporteret strøm til sin bolig.

Siden starten af april har elkunderne på Sjælland, Lolland Falster og øerne haft lave sommertariffer, men den 1. oktober træder de højere vintertariffer i kraft. 

Det skriver netselskaberne Cerius Radius, der står for elnettet i størstedelen af Østdanmark, i en pressemeddelelse.

»Kunder kommer til at opleve et prishop på tarifferne fra 1. oktober sammenlignet med sommeren, når vi nu igen skifter til vintertariffer, fordi belastningen af elnettet er størst om vinteren i tidsrummet 17-21,« siger Cäthe Bay-Smidt, der er chef i netselskaberne.

De højere vintertariffer skal øge tilskyndelsen hos forbrugerne til at flytte forbrug væk fra de dyre aftentimer, hvor elnettet er mest belastet. 

Bland andet bliver det dobbelt så dyrt at få transporteret strøm til sin bolig mellem klokken 17 og 21.

Cerius-Radius hæver dog ikke tarifferne til det hidtil varslede niveau, og det skyldes blandt andet, at elpriserne det seneste halve år har stabiliseret sig på et lavere niveau.

»Samlet set for en husholdning er der tale om en tarifnedsættelse på 20 procent, hvilket svarer til 450 kroner årligt for en familie i et almindeligt parcelhus,« siger Cäthe Bay-Smidt.

Det er dyrere at få transporteret strøm til sin bolig mellem kl. 17.00 og 21.00, og tarifferne er lavere i sommerhalvåret end i vinteren. Sådan kan man opsummere den tarifmodel, der blev indført den 1. januar 2023.
Det er dyrere at få transporteret strøm til sin bolig mellem kl. 17.00 og 21.00, og tarifferne er lavere i sommerhalvåret end i vinteren. Sådan kan man opsummere den tarifmodel, der blev indført den 1. januar 2023. Foto: Cerius Radius
Vis mere

Den nuværende tarifmodel blev indført den 1. januar 2023.

Da tarifferne toppede i februar, kostede det cirka to kroner per kilowatt-time mellem klokken 17 og 21, men denne vinter skal forbrugerne betale cirka 1,30 kroner per kilowatt-time i tarif i samme tidsrum i Østdanmark. Om natten skal kunderne betale en tarif på cirka 0,15 kroner per kilowatt-time i Cerius-Radius’ område.

»Hvis vi udnytter elnettet bedre, bliver den grønne omstilling billigere, og det vil komme alle til gode,« siger Cäthe Bay-Smidt og fortsætter:

»Vi kommer til at bruge meget mere strøm de næste mange år – for eksempel køber mange elbiler og varmepumper, og hvis vi kan holde fast i de gode elvaner og undlade at lade elbilen op eller sætte vaskemaskinen i gang i de mest belastede perioder, der er mellem klokken 17 og 21, så er der penge at spare for forbrugerne.«

Cerius-Radius’ vintertariffer løber fra oktober til og med marts.