I midten af 2013 startede en trend, som gradvist har ført til, at danskerne i dag hælder markant mere sodavand i svælget.

Afgifterne på sodavand blev halveret. I starten af 2014 blev de så helt afskaffet. Og så stak det ellers helt af.

Priserne på sodavand fortsatte nemlig med at rasle ned - selv efter afgifterne var taget af prisen.

Siden starten af 2013 er priserne for sodavand i de danske supermarkeder faldet med 35,2 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

En udvikling, som i den grad fået danskerne til at smide sodavand i indkøbskurven.

Mellem 2013 og 2018 steg salget af sodavand med 27 procent i Danmark, viser tal fra Bryggeriforeningen.

En tendens, der fortsatte i 2019, hvor det samlede salg af sodavand krydsede tre milliarder kroner, viser en analyse fra Nielsen, som Dansk Handelsblad har bragt.

»Sundhedsmæssigt er det et kæmpe problem, når sodavand er så billigt og tilgængeligt, at vi drikker mere og mere af det,« siger Martin Kreutzer, ekspert i ernæring og sundhed:

»Vi ser et stigende problem med overvægt i Danmark, og der er sodavand da en del af et samlet problem med inaktivitet og en tendens til at fylde sig med tomme kalorier. Det er en meget kedelig tendens.«

En stor del af forklaringen på udviklingen skal findes i supermarkederne, hvor priserne altså fortsatte med at falde, efter afgifterne blev fjernet helt i 2014.

Det fortsatte prisfald handler om, at sodavand uge efter uge bruges som tilbudsvare.

Da B.T. tirsdag gennemgik 17 supermarkedskæders tilbudsaviser, viste det sig eksempelvis, at 15 af 17 kæder havde slagtilbud på sodavand i denne uge.

»Sodavand er blevet et meget vigtigt i supermarkedernes interne kamp om at vinde kunder, og derfor fylder det meget i tilbudskatalogerne,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Når en vare på den måde bliver central i kampen om kunderne, så falder priserne. Det her er et klart signal om, at kunderne reagerer på sodavand - det kan flytte kunder ind i din forretning, og så gælder det altså om at have et godt tilbud.«

Det øgede tryk med prisfald og tilbud har den konsekvens, at kunderne køber mere af det.

»Det er jo en naturlig udvikling. Jo mere du eksponerer sodavand for kunderne i tilbudsaviser og opstillinger i butikken, jo mere køber de. Det har jo ikke meget med sundhed at gøre - det er ren konkurrence,« siger Bruno Christensen.

Omkring en tredjedel af den mængde sodavand, der bliver solgt i Danmark, er light- eller zero-produkter.

Det mildner dog ikke Martin Kreutzers frygt for, at det bidrager til en usund livsstil, hvis man drikker for meget af det.

»I sukkerholdig sodavand er der et åbenlyst problem med kalorier, og vi har store problemer med fedme i Danmark i forvejen, så det er ikke godt. Men man kan ikke bare blåstemple sodavand, som er kaloriefri og sødet, for det kan også give tandsyreskader og påvirker vores tarmflora,« siger Martin Kreutzer:

»Generelt skal mange til at tænke mere over, hvad det er, de hælder i sig.«