Når godt en million danskere vågner fra deres skønhedssøvn onsdag morgen – den 1. april – står de op og bliver ramt af en ganske betragtelig prisstigning.

En prisstigning, der er så solid, at den kan ende med at koste mere end 5.000 kroner ekstra om året.

Det er prisstigningen på cigaretter, som regeringen varslede tilbage i december, der nu endelig slår igennem.

Det betyder, at en pakke cigaretter går fra at koste omkring 40 kroner pakken til at koste 55 kroner pakken.

En pris, der stiger yderligere den 1. januar 2022, når en pakke cigaretter reguleres yderligere op til 60 kroner.

Hvis du ryger en pakke cigaretter om dagen, er der tale om, at du fra 1. april skal betale 5.475 kroner ekstra om året, hvis ikke du kvitter smøgerne.

Ryger du en halv pakke om dagen, er det en stigning på 2.737 kroner om året.

I Kræftens Bekæmpelse glæder man sig over, at prisen endelig stiger.

Også selvom man måske gerne havde set, at det blev endnu dyrere at ryge.

»Vi har en klar forhåbning om, at de her prisstigninger den 1. april og i 2022 vil betyde, at især børn og unge i mindre grad vil starte med at ryge. Vi tror, at prisstigningen vil have en effekt på alle, men vi ved, at børn og unge især er prisfølsomme,« siger Mette Lolk Hanak, afdelingschef for Forebyggelse og Oplysning i Kræftens Bekæmpelse:

»Det vigtigste for os er at bryde tilgangen af nye rygere. Og der er dokumentation for, at prisen er det, der betyder allermest, når det handler om at afholde unge fra at ryge.«

Hun forklarer videre, at Statens Institut for Folkesundhed har lavet beregninger, som viser, at antallet af cigaretter, der bliver røget af børn og unge i Danmark, vil falde med 75 procent som følge af prisstigningerne.

Og selvom det er en god start, er Kræftens Bekæmpelse slet ikke færdig med at få priserne på cigaretter presset i vejret.

De skal meget, meget længere op.

»Vores holdning er, at jo højere prisen er, jo bedre. Vi stopper ikke her. Vi arbejder ihærdigt for, at prisen bliver endnu højere, for vi ved, at det virker,« siger Mette Lolk Hanak:

»I Norge er prisen for en pakke det, der svarer til 90 danske kroner. Vi tænker, at det vil være godt at komme op på, at en pakke koster 90-100 kroner i Danmark.«