Politikernes plan om markante stigninger på cigaretpriser er gået i vasken. Det har en af verdens størster tobaksproducenter sørget for.

Afgiftsstigningen på cigaretter trådte i kraft 1. april, men rygerne kan stadigvæk købe cigaretter til omtrent den samme pris som før stigningen.

Det skriver DR.

Det er tobaksgiganten Philip Morris – der blandt andet står bag mærkerne Marlboro og Skjold – der er skyld i de billige priser.

Flere af cigaretpakkerne har ikke fået den markante prisstigning, som politikerne gerne vil have.
Flere af cigaretpakkerne har ikke fået den markante prisstigning, som politikerne gerne vil have. Jens Nørgaard Larsen

En pakke Marlboro skulle med afgiftsstigningen koste 55,50 kroner, men kan lige nu købes i kiosker og supermarkeder til 41 kroner. Cigaretmærket Skjold ville have kostet 53 kroner, men sælges til 38,50 kroner.

Kommunikationschef i Philip Morris, Christopher Arzrouni, afviser dog at de har indledt en priskrig. Ifølge ham er situationen opstået fordi en 'nøglespiller på markedet' ikke har fulgt spillereglerne.

»Philip Morris reagerer blot på en urimelig og ulige priskonkurrence,« siger Christopher Arzrouni til Jyllands-Posten. Han opfordrer myndighederne til at få alle på markedet til at sælge cigaretter efter samme regler og vilkår.

De billige cigaretter forarger dog administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.

»Jeg har aldrig haft de store forventninger til tobaksindustriens moral, men nu står det lysende klart, at den ikke skyr nogen midler for at gøre nye kunder afhængige af sine kræftfremkaldende produkter,« siger han i en pressemeddelelse.

Jesper Fisker kalder desuden priserne for 'dybt forkastelige,' fordi han nu frygter konsekvenserne.

»Philip Morris’ metoder betyder, at vi ikke kommer til at opleve det fald i andelen af unge rygere, som vi har set frem til. Hver anden ryger dør af tobakken. Jeg frygter derfor, at Philip Morris’ prispolitik vil koste liv,«  fortæller han.

Flere sundhedsordførere melder sig også utilfredse med prissænkningen på cigaretter.

Stinus Lindgren, sundhedsordfører for Radikale Venstre, mener en mindstepris på cigaretter er løsningen, hvis ikke tobaksproducenterne følger hensigten med loven.