Hvordan kan det være, at en pakke Lurpak-smør på 200 gram koster omkring 15 kroner i lande som Libanon og Polen, når den samme pakke Lurpak-smør koster knap det dobbelte i et dansk supermarked?

Og hvordan kan det egentlig være, at mens smørpriserne i Danmark er kanoneret i vejret med 48 procent på et år, så er smør steget markant mindre – 34 procent – i de europæiske lande, vi sammenligner os med?

Lurpak-spørgsmålet har været på alles læber, efter priseksempler – hvor danskerne skal betale dobbelt op for Lurpak i forhold til andre lande – gik viralt i forskellige opslag på sociale medier i sommer.

Og nu bliver smørpriserne så genstand for en undersøgelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Her undrer man sig nemlig også.

»Når vi kan se, at prisen stiger mere på visse produktgrupper i Danmark end i udlandet, så er vi nødt til at finde ud af hvorfor. Derfor sætter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu gang i en endnu mere dybdegående undersøgelse, så vi kan komme til bunds i prisstigningerne,« sagde erhvervsminister Simon Kollerup søndag.

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forklarer kontorchef Niels Enemærke, at undersøgelsen skal gøre dem klogere på, hvad der driver priserne op under loftet.

»I udgangspunktet gør vi det her, fordi der er noget, vi ikke kan forklare og gerne vil blive klogere på. Så må vi se, hvad vi kommer frem til,« siger Niels Enemærke til B.T.



Nogle af dem, der nu bliver prikket på skulderen af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er Arla og landets dagligvarekæder.

Samtlige af de aktører, B.T. har talt med, peger på, at deres egne udgifter til alt fra råvarer til energi er steget kraftigt i pris, og det har bidraget til, at smørpriserne er stukket af.

I dagligvarebranchen er Coop, Aldi og De Samvirkende Købmænd vendt tilbage på B.T.s henvendelse, og her hilser de alle undersøgelsen velkommen.

De har intet at skjule, lyder det.

Og så er der Arla, som sælger smør til supermarkederne. De melder sig også klar til at hjælpe Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med deres undersøgelse.

Mejerigiganten ønsker ikke at stille op til interview, men har i stedet sendt et skriftligt svar, hvor Arla-pressechef Jesper Skovlund forklarer de voldsomt varierende smørpriser fra land til land på følgende måde:

»Det er ikke usædvanligt, at et produkt ikke koster det samme verden over. Ud over forskellige omkostninger til løn har langt de fleste lande for eksempel også lavere moms på smør end den danske moms på 25 procent. I Tyskland er den på syv procent, og i Storbritannien er der ingen moms på smør,« svarer Jesper Skovlund.

»Overordnet er det en vigtig pointe at få med, at en stor del af den Lurpak, der bliver solgt, bliver solgt på tilbud. Derfor kan man ikke sammenligne enkelte priser en til en på tværs af lande, og ud fra en gennemsnitsbetragtning vil den danske pris ikke nødvendigvis være højere end i andre lande,« tilføjer han.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har, ifølge B.T.s oplysninger, allerede taget kontakt til en række virksomheder i kampen for at opklare årsagen til de tårnhøje smørpriser.