Elektronikkæden Power er kort før Black Friday blevet ramt af en alvorlig sag om salgs-fiduser og falske tilbud.

I kernen af sagen står kædens salgsmedarbejdere, som står klar til at lænse dig, lige så snart du kommer ind ad døren til butikken.

Sådan lyder det i hvert fald i DR-programmet Kontant, som gennem en længere periode har talt med tidligere medarbejdere i Power, haft journalister i Powers butikker med skjult kamera og læst en intern mail fra en topchef i Power.

Den finte, Power angiveligt laver, er relativt simpel:

Når du får øje på et godt tilbud hos Power, kan du bestille den i et såkaldt click and collect-system på Powers hjemmeside.

I det system vil varen ofte været angivet som ’grøn’, og det signalerer, at den er på lager, og at du kan hente den de næste 24 timer.

Men i flere tilfælde har butikken slet ikke varen på lager, selvom det fremgår af Powers hjemmeside.

Og det er med vilje, fortæller en tidligere medarbejder Kontant.

Ved du noget om sagen? Skriv til 1929@bt.dk

Power lokker nemlig kunden med et godt tilbud, men når kunden så kommer ned i butikken, finder Powers medarbejder på en undskyldning for, hvorfor varen ikke er hjemme.

Og så starter salgsfidusen.

For nu går medarbejderen i gang med det, man internt i Power kalder et ’opsalg’, fortæller en tidligere sælger i Power.

Det vil sige: medarbejderen forsøger at sælge dig et andet produkt, som er dyrere end den vare, du troede, du skulle ned og hente - og som Power tjener flere penge på.

Kontant har efterprøvet kildens påstand.

10 gange bestiller Kontants journalister vaskemaskiner og køleskabe på slagtilbud.

I seks af de 10 tilfælde kommer de ned i butikken og får besked på, at varen –af den ene eller anden årsag – ikke er på lager, selvom det ser sådan ud på hjemmesiden.

Og så starter finten, hvor medarbejderen forsøger at prakke DR’s journalister et dyrere produkt på.

I en mail fra en af kædens salgschefer, som Kontant også viser i programmet, skriver chefen direkte ud til butikkens sælgere, at de skal lade være med at sælge et specifikt produkt – fordi det ’gør nas’.

De skal i stedet sælge et produkt, kæden tjener flere penge på, fremgår det af Kontant.

Kontant taler med Powers salgschef Simon Frølich.

Han fastslår flere gange i programmet, at hvis varen er grøn på hjemmesiden, så er den også hjemme i den lokale Power-butik.

Han siger også, at der 99,9 procent af tiden er styr på tingene, og at varen er hjemme, når det fremgår af click and collect, selvom procentsatsen er noget anderledes i DR’s egen lille undersøgelse.

Om den salgsfidus, der skulle foregå i Power-butikkerne, hvor kunder lokkes ind med et tilbud, de ikke kan få, og så prakkes noget dyrere på, siger Simon Frølich til Kontant:

»Det stemmer ikke. Vi lever af at rådgive vores kunder ordentlig, så det ville være tosset at sende dem ud af døren med en vare, de ikke vil have.«

Programmet bliver sendt på DR 1 klokken 21.55 onsdag - og kan allerede nu ses her.