Tilsvininger og anklager om direkte fup og fiduser hagler i disse dage og timer ned over elektronikkæden Power.

Kunder stiller op på rad og række og fortæller, hvordan de har oplevet at blive fuppet, besnakket og snydt af Powers sælgere.

Stormen mod Power begyndte torsdag, da DR-programmet 'Kontant' afslørede, hvordan Power lokkede kunderne ind i butikken med skarpe tilbud på click and collect.

Problemet var bare, at varen i mange tilfælde ikke var hjemme, når kunden kom ned i butikken, selvom den stod til at være på lager.

I stedet blev de mødt af en sælger, som straks gik i gang med en salgsfidus for at lokke kunderne til at købe et meget dyrere produkt, som Power tjener flere penge på.

En finte, som sker med fuldt overlæg, sagde en tidligere Power-sælger til 'Kontant'.

Internt kalder sælgerne nummeret for et 'opsalg', fremgik det af programmet.

Siden afsløringen er det væltet frem med Power-kunder, som har oplevet at blive lænset på samme måde.

Både Facebook og Powers egne sociale medier bugner af vrede kunder.

B.T. har talt med adskillige kunder, som fortæller, at de har været ramt af Powers salgsfinte. Et godt eksempel er Ena Vagner fra Nyborg.

For et par år siden fandt hun en billig tørretumbler på Powers click and collect, bestilte den og fik en ordrebekræftelse om, at den var klar til afhentning.

Da Ena og hendes mand kom ned i butikken, var tørretumbleren pludselig ikke på lager.

I stedet forsøgte sælgeren nu at prakke dem en maskine på, som var flere tusind kroner dyrere.

»Han kørte derudad og havde mange gode idéer til, hvad vi skulle have i stedet,« husker Ena Vagner.

Parret endte med at købe en tørretumbler, der var 2.000 kroner dyrere end den, de kom efter.

De følgende måneder og år hørte hun lignende historier fra sin far, sin mands ven og sin bror. De havde alle oplevet at bestille noget hos Power, og når de så kom ned i butikken, var varen pludselig ikke hjemme.

I stedet blev de rullet ind i en salgskarrusel og prakket et meget dyrere produkt på.

Så Ena var ikke overrasket, da afsløringerne om Power så dagens lys.

»Jeg synes, det er noget svineri. Det er ikke et sted, jeg handler mere. Jeg hader sådan noget revolversalg,« siger hun.

På sociale medier skorter det ikke på raserianfald og nedsablinger af Power.

'Den kæde er så fuld af snyd,' skriver Lykke Hansen på Powers Facebook-side: 'Lortebutik med dårlig kundepleje,' skriver Daniel Zerling.

Og det er kommentarer i den milde ende.

Hos Power har man godt bemærket stormen af kunder, der raser over afsløringerne.

»Om det er en eller 100, der har oplevet det her, så er det selvfølgelig for mange. Og vi er altid kede af det, hvis en kunde føler, de har fået en dårlig oplevelse. Længere er den ikke,« siger Simon Frølich, sales manager i Power.

Men det ser jo ikke kønt ud det her. Hverken programmet eller de historier, kunderne kommer med i dag?

»Vi har sendt en video og en mail ud til alle i Power om, at vi har klare retningslinjer. Vi beder ikke vores medarbejdere om at tale usandt over for vores kunder. Vi har understreget, at hvis nogle medarbejdere føler, de er presset til det, så skal de tage fat i os.«

Han erkender, at det gør ondt at se Power blive slagtet på sociale medier.

»Det er jo ikke sjovt. Vi lever af glade kunder. Vi tager det her til os. Det gør vi hver gang, vi hører om en dårlig oplevelse. Der kan ske fejl, og selvfølgelig skal vi hjælpe de her kunder,« siger Simon Frølich og benægter, at der er tale om overlagt snyd.

At sagen rammer Power lige før Black Friday, kan umiddelbart virke katastrofalt for kæden.

Men:

»Heldigvis har vi haft Black Week, så vi har allerede haft en rigtig stærk uge,« siger Simon Frølich:

»Og vi har stadigvæk mange kunder, som har haft mange gode oplevelser hos os. Vi regner med, at de glade kunder kommer igen.«

Andre læser også