De populære og velplacerede restaurantkæder Dalle Valle og Café A, der begge er ejet af Bayram-familien, er umiddelbart truet på eksistensen.

For ikke nok med at 2020 resulterede i et underskud på godt 20 millioner kroner, så sår en uafhængig revisor nu alvorlig tvivl om kædernes økonomi.

Det fremgår af det seneste regnskab fra Musavvir Holding ApS, som er selskabet bag Café A og Dalle Valle.

Her lyder det noget opsigtsvækkende fra revisoren, at årsregnskabet »ikke giver et retvisende billede« af selskabets økonomi.

Derudover lyder det, at selvom ejerne afgiver regnskab med henblik på at drive Café A og Dalle Valle videre, så er der reel tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre.

»Koncernens likviditet er særdeles presset, og koncernen kan ikke betale sine forpligtelser i takt med, at de forfalder. Herudover har ledelsen ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at koncernen og selskabet har tilstrækkelig med likviditet til at sikre koncernens fortsatte drift,« skriver revisoren i sin beretning.

Hovedårsagen til den pressede økonomi er nedlukninger under coronakrisen, anfører ejerne i regnskabet.

Her skriver de også, at nedlukninger og efterfølgende restriktioner har ført til et betydeligt fald i omsætningen.

I BIG shoppingcenter i Herlev ligger der en Café A og Dalle Valle side om side.
I BIG shoppingcenter i Herlev ligger der en Café A og Dalle Valle side om side. Liselotte Sabroe

At coronakrisen har været voldsom for de to kæder, hersker der ingen tvivl om.

I slutningen af marts 2020, hvor coronakrisen netop var indledt, fortalte daværende bestyrelsesformand Niels Rønnebech til B.T., at de to kæder havde fyret samtlige 300 ansatte med øjeblikkelig virkning.

Kort efter blev 13 af 39 restauranter fordelt på Café A og Dalle Valle begæret konkurs.

Siden er 24 af de tilbageværende restauranter åbnet igen og kører altså nu på flere populære placeringer som shoppingcentrene Field's, Bruuns Galleri, Rosengårdcentret, City 2 og på så fornem en adresse som Axel Towers centralt i København.

Spørgsmålet er, hvor længe det kan blive ved.

I regnskabet erkender ejerne, at økonomien er presset, og at gælden lige nu overstiger selskabets aktiver med 30 millioner kroner.

Alligevel peger ejerne på flere ting som årsag til, at man planlægger at drive restauranterne videre.

Den ene er, at man forventer, at omsætningen vil stige betydeligt i den resterende del af 2021, i takt med at kunderne kommer tilbage, fordi coronarestriktioner forsvinder, og flere bliver vaccineret.

Samtidig lyder det, at ejerne arbejder på at optage lån til at sikre driften.

»Det er en forudsætning for fortsat drift, at nuværende kreditfaciliteter kan udvides og opretholdes i takt med finansieringsbehovet. Koncernens ledelse har løbende forhandlinger om yderligere kredit og forventer, at det vil blive givet, men på nuværende tidspunkt foreligger der ikke tilsagn om yderligere kredit,« lyder det i regnskabet.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Dalle Valle og Café As ejere. Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med dem.

B.T. fik dog tirsdag kontakt til Niels Rønnebech, som tidligere har været bestyrelsesformand for selskabet bag Café A og Dalle Valle.

Han bekræfter, at han fortsat er tilknyttet som rådgiver, men om revisorens kommentarer til regnskabet og på B.T.s spørgsmål om, hvorvidt Dalle Valle og Café A er truet af konkurs, lød det:

»Jeg har ingen kommentarer.«