Den vagthund, som gennem de seneste fem år har været talerør for bus- og togpassagerer i Danmark, er meget tæt på at få kniven af politikere på Christiansborg.

Regeringen har nemlig endnu ikke taget stilling til, om Passagerpulsen Forbrugerrådet Tænk fortsat skal eksistere. Og det har allerede fået konsekvenser.

Onsdag startede Forbrugerrådet Tænk afviklingen af Passagerpulsen og opsagde seks medarbejdere, fordi den nuværende økonomiske bevilling udløber den 31. december.

Det har nemlig ikke været muligt for Forbrugerrådet Tænk at få transportminister Benny Engelbrecht (S) til at svare på, om Passagerpulsen får forlænget sin bevilling.

Det på trods af, at Enhedslisten, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Radikale Venstre og Alternativet i slutningen af november sagde til Altinget, at de gerne ser Passagerpulsen fortsætte.

Alligevel tyder alt nu på, at passagerernes vagthund er på nippet til at blive aflivet.

»Passagererne mister deres uvildige talerør. Vi står foran en total afmontering af den vagthund, Passagerpulsen har været,« siger Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten:

»Det er helt vildt kritisabelt, at Forbrugerrådet ikke har fået noget af vide. Det er fandeme på tide, at de får besked. Det er helt igennem utilfredsstillende.«

Transportminister Benny Engelbrecht har ikke informeret Passagerpulsen Forbrugerrådet Tænk, om deres bevilling bliver forlænget.
Transportminister Benny Engelbrecht har ikke informeret Passagerpulsen Forbrugerrådet Tænk, om deres bevilling bliver forlænget. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Passagerpulsen opstod i 2014 som del af forliget 'Bedre og billigere offentlig transport', som i 2012 blev indgået af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Passagerpulsen skulle være med til at forbedre offentlig transport for passagererne.

Det har blandt andet resulteret i 60 rapporter baseret på besvarelser fra 150.000 passagerer og adskillige kampagner for at forbedre passagerernes forhold.

Bevillingen løb til 2018 og blev så forlænget til og med 2019.

Men nu er der pludselig helt stille.

»Vi synes, det er ærgerligt, for det her har været en samlet og faktabaseret stemme for danske passagerer. Det er vigtigt, at der er nogen, der råber op på passagerernes vegne,« siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk:

»Vi mener, det her er udtryk for, at der ikke rigtigt har været forståelse for, at en stemme for passagererne også en gang imellem er en kritisk stemme. Der har været visse aktører i den offentlige transport og fra politisk hold, som ikke har været specielt begejstrede for kritik.«

I Enhedslisten mener Henning Hyllested helt klart, at Passagerpulsen nu bliver lagt ned, fordi den flere gange har luftet hård kritik af trafikselskaberne og deres måde at drive offentlige transport.

»Trafikselskaberne og operatørerne har været voldsomt kritiske over for Passagerpulsen. Kritikken er gået på, at det ikke er konstruktivt, det, de laver,« siger Henning Hyllested:

»Man mener i bund og grund, at de har talt den kollektive trafik ned i stedet for at løfte den. Så man vil hellere se deres hæl end deres tå. Og den har Socialdemokratiet så købt.«

B.T. har forsøgt at få kontakt til Benny Engelbrecht torsdag.

Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.