»Tilbud på alt. Spar 10 procent. Tilbuddet virker kun i dag og i morgen.«
Beskeden kommer fra onlinebutikken Cigsak, som har sendt tilbuddet på tobaksvarer via mail.
Problemet er bare, at det må de ikke. Og det er der flere grunde til.
For firmaet, der har adresse i Grækenland, sælger billige tobaksvarer til flere lande i EU – herunder Danmark. Men i Danmark må man hverken reklamere eller lave tilbud på cigaretter.
Det er en journalist på B.T., som har modtaget tilbuddet, efter at hun har forsøgt at kontakte virksomheden via en kontaktformular. Her står der intet om, at man tilmelder sig de ulovlige tilbud. Alligevel er hun automatisk blevet registreret nyhedsbrevet.
Marie Asmussen, der er specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden oplyser til B.T., at de ikke kan gå ind i konkrete sager. De understreger dog, at det er ulovligt at reklamere for tobak.
»Det er ikke tilladt at reklamere for cigaretter. Alle handlinger i erhvervsøjemed, der har til hensigt at sælge cigaretter, er ulovligt. Man kan ikke give samtykke til, at man gerne vil modtage reklame for cigaretter,« siger Marie Asmussen, specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.
»'Reklame' omfatter alt, der har til formål at sælge tobaksvarer, herunder cigaretter – eller som har den virkning. Jeg har ikke hørt om den tidligere problemstilling med, at man bliver tilmeldt nyhedsbreve efter man har forsøgt at kontakte firmaet, men jeg kan sige, at det er en virksomhed, som vi har modtaget klager over,« forklarer Marie Asmussen yderligere, og understreger, at de ikke kan gå ind i den konkrete sag.

Men ifølge Thomas Andersen, der er forretningsudviklingschef i Cigsak, så er det vigtigste for dem, at danskerne kan spare penge på deres favorit cigaretmærker.
»Det vigtige er, at folk er glade og at danske forbrugere kan spare penge på deres cigaretter.«
Men når ansatte ved Forbrugerombudsmanden har sagt, at 'alle handlinger i erhvervsøjemed, der har til hensigt at sælge cigaretter, er ulovligt', hvorfor gør I det så stadig?
»Det vigtige er, at man som forbruger får muligheden for at spare penge på sine favorit mærker.«
Så I er fuldstændig ligeglade med om det ulovligt?
»Det vigtige er, at de danske forbrugere kan spare penge på deres cigaretter.«
Hvorfor bondefanger i folk til jeres ulovlige tilbud, når man bare forsøger at komme i kontakt med jer?
»Jeg kan ikke vide om din kollega ved en fejl har tilmeldt sig nyhedsbrevet.«
Der en verden til forskel og det er på to forskellige sider. Desuden fik hun jo også svar fra jer, så hun har jo ikke tilmeldt sig nyhedsbrevet.
»Det vigtigste for os er, at man har mulighed for at få tilbud på sin mail, så man kan spare penge på sine favoritmærker.«
Også Dagligvarehandlen har ad flere omgange dækket virksomhedens markedsføring. Senest i denne uge, hvor det er lykkedes dem at komme i kontakt med Thomas Andersen, der efter sigende er manden bag onlinefirmaet.
I et skriftligt svar til Dagligvarehandlen skriver han også, at »det vigtigste er her, at kunder kan købe deres tobak eller varer med meget stor besparelse. Til omkring halv pris. Leveret lige til deres dør«.