Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det ramte, som en kæberasler rammer en groggy bokser.

Tirsdag steg oliepriserne til det højeste niveau i syv år. Og så begyndte det at brede sig i internationale medier, at flere toneangivende analytikere vurderer, at en tønde olie om få måneder rammer 100 dollar – omkring 15 dollar mere end nu. En udvikling, som bliver dyr for os danskere – på flere måder.

Sådan lyder vurderingen fra Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

»Det er en dårlig nyhed for de danske forbrugere, og det kommer til at påvirke rigtig mange mennesker. Vi får flere prisstigninger, inflationen forbliver høj, og det kan komme til at hæmme væksten,« siger Søren Kristensen.

Olieprisen har generelt været på vej op det seneste år.

Og efter det har vist sig, at omikronvarianten ikke er så farlig, som mange frygtede, har det økonomiske opsving på verdensplan taget fart.

Det har øget efterspørgslen på olie.

»De, der handler med olie, er blevet optimistiske og regner med en solid efterspørgsel. Og det sender priserne op,« forklarer Søren Kristensen.

Og når olieprisen stiger, stiger meget andet meget hurtigt i pris. I USA skabte nyheden om olieprisen øjeblikkelig frygt for, at den historisk høje inflation i USA på syv procent stiger yderligere.

Det kan meget vel blive konsekvensen, ligesom danskerne vil mærke konsekvenserne hurtigt, vurderer Søren Kristensen.

»Olieprisen er vigtig for mange ting, men priserne for diesel og benzin er nogle af de steder, hvor det hurtigst slår igennem. Vi har set små prisstigninger på benzin og diesel i Danmark den seneste tid, og man kan godt forvente, at det bliver endnu dyrere at tanke de kommende uger og måneder,« siger Søren Kristensen.

I flere internationale medier er der også en frygt for, at olieprisen kan sende gaspriserne yderligere op. De har allerede været rekordhøje og trukket elpriserne med op.

Generelt mener Søren Kristensen ikke, at man skal forvente, at energipriserne falder foreløbig, ligesom han mener, vi skal vænne os til at betale mere for mange ting.

»Den her udvikling sikrer, at inflationen kommer til at forblive høj og måske stige lidt yderligere – også i Danmark. Og i takt med at de høje energipriser breder sig fra energimarkedet til andre markeder, vil den tendens blive styrket,« siger Søren Kristensen.

Og hvad er så udsigterne til, at vi kan komme tilbage til mere normale tilstande og lavere oliepriser?

USAs præsident, Joe Biden, forsøgte for nylig at pumpe store mængder olie ud i det amerikanske marked fra USAs reserver for at få prisen ned. Det virkede ikke.

Samtidig er de olieproducerende lande gået med til at øge produktionen med 400.000 tønder olie om måneden. Det har heller ikke påvirket prisen nedad.

»Efterspørgslen vokser simpelthen hurtigere end udbuddet lige nu. Joe Bidens indsats var nok mest symbolpolitik, for det svarede kun til to dages olieproduktion,« siger Søren Kristensen:

»Det er de olieproducerende lande, man skal have fat i. Lige nu står de først til at producere lige så meget olie som før coronakrisen, når vi kommer frem til sensommeren. Hvis ikke de øger produktionen, så vil det her prisniveau fortsætte.«

Andre læser også