For landets supermarkedskæder har coronanedlukningerne været en lukrativ forretning, der har sendt milliarder af ekstra kroner ned i kassen. Supermarkederne havde åbent, mens alle andre var lukket ned. En ren guldåre.

Men nu er festen forbi. Og det kommer kunderne for alvor til at mærke de kommende måneder på flere forskellige måder, lyder vurderingen.

»Det kommende år bliver rigtig hårdt for supermarkederne. Den medvind, branchen havde i 2020 og 2021, er forduftet,« siger Mogens Bjerre, lektor på CBS:

»Det bliver en hård omgang. Og det kommer selvfølgelig til at kunne mærkes for de almindelige forbrugere.«

Der er i sær to områder, som kommer til at være påvirket.

Det altoverskyggende er priserne. Noget ukarakterisk begyndte Coop, Salling Group og Lidl i slutningen af 2021 at sige åbent i medierne, at deres priser kommer til at stige.

For kunderne var det en kæmpe advarselslampe, da dagligvarebranchen er notorisk kendt for at tale om prisfald og lave priser – aldrig prisstigninger.

Og fra starten af 2022 begyndte priserne så også at stige ude i supermarkederne. I mange tilfælde relativt markant.

»Det er en rigtig svær ting at gøre for supermarkederne. Langt de fleste kæder har en profil, hvor de slår på pris. Nu står de så og skal hæve priserne. Det er ikke nemt. Der er ingen tvivl om, at de skæver til hinanden for at sikre, at de ikke stikker for markant ud,« siger Mogens Bjerre:

»Supermarkederne er blevet ramt af stigende omkostninger. De er nødt til at tjene penge. De penge henter man så hos kunderne. Jeg tror, vi kommer til at se stigende priser. Og så får vi nok et år, hvor en del kæder vil holde tilbage med de allervildeste slagtilbud.«

Er der ikke en risiko for, at nogle kæder udnytter det her til at overdrive prisstigningerne?

»Det kan ikke udelukkes, at det sker nogle steder. Men generelt er konkurrencen meget hård. Der er mange alternativer for kunderne, når det gælder supermarkeder. Så man kan ikke slippe afsted med hvad som helst,« siger Mogens Bjerre:

»Prisspændet fra kæde til kæde vil være begrænset. De danske forbrugere stemmer med fødderne, hvis det er for dyrt. Det vil begrænse omfanget af prisstigninger. Konkurrencen handler nu mere om, hvem der hæver priserne mindst.«

Og så er der selve butikkerne. De seneste år har flere kæder opdateret deres butiksnet med udbygninger og ved at renovere til nye koncepter, så alt er nyt og pænt, og så butikkerne er indrettet anderledes.

Det er der også udsigt til i 2022. Men eksempelvis har man i Netto, som er i gang med at ombygge alle butikker til 3.0-konceptet, allerede nu signaleret, at man vil være mere varsom med ombygninger.

»Lige nu er der meget høje priser på byggematerialer og håndværkere. Vi forventer, at de høje priser på byggematerialer vil falde igen. Derfor bygger vi heller ikke for enhver pris lige nu. Det samme gælder for vores konverteringer,« sagde Braw Bakir, salgsdirektør i Netto, til Dagligvarehandlen mandag.

Mogens Bjerre forventer, at der fortsat vil blive investeret i butikkerne i år – men at vi nu er i en situation, hvor kæderne vender hver en sten.

»Jeg er ikke i tvivl om, at man diskuterer de næste skridt intenst på direktionsgangene,« siger Mogens Bjerre:

»Ud over stigende omkostninger har man jo også de konkurrerende brancher, som nu åbner igen, og som kommer med en stor sult efter at tjene penge. Så det bliver et hårdt år for dagligvarebranchen. At kalde det annus horribilis er nok i overkanten, men det bliver hårdt.«