Tre ugers indefrosne feriepenge er på vej til danskerne i en stort anlagt plan, der skal banke gang i en vingeskudt dansk økonomi. Men pengene kommer først om tre en halv måned.

Og det er for sent, hvis regeringens ønske er, at der skal gang i dansk økonomi her og nu.

Det mener Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

»Langt størstedelen af de her penge vil først blive brugt, når de bliver udbetalt. Jeg har ikke set noget, der peger på, at folk begynder at bruge penge på forhånd, fordi de ved, at de får feriepenge udbetalt senere på året,« siger Louise Aggerstrøm Hansen:

»Hvis man vil have en effekt nu, skal man give folk de penge så hurtigt som muligt.«

Også Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, mener, at det er en svaghed i sommerpakken, at feriepengene først kommer til oktober.

»Optimalt set skal pengene udbetales nu. Jeg ser et større behov for at udbetale pengene nu fremfor at vente til sensommeren. Så timingen er en svaghed. Det kan tage toppen af tilbøjeligheden til at øge forbruget,« siger Jeppe Juul Borre.

Flere økonomer har sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt, at pengene bliver udbetalt.

Eksempelvis viser tal for dankortforbrug, at forbruget er ved at være tilbage på niveau.

»Men det er lidt en sandhed med modifikationer. I de tal kan vi ikke se, at vi bruger færre kontanter, og så er det jo heller ikke nok, hvis vi ‘bare’ er tilbage på niveau,« siger Louise Aggerstrøm Hansen:

»Vi anslår, at forbruget kommer til at være 40 milliarder mindre på grund af coronakrisen. Hvis du er en restaurant, der ikke har tjent penge i to en halv måned, er det ikke nok at være tilbage på niveau. Der skal mere jord i det hul, der er gravet. Så der er meget få argumenter for ikke at udbetale de feriepenge.«

Jeppe Juul Borre mener, at udbetalingen af de tre ugers feriepenge er en god ting – også selv hvis de først skulle ankomme i oktober – da pengene vil betyde, at faldet i BNP bliver mindre, end det ellers ville være.

Han mener også, at nogle forbrugere så småt vil begynde at bruge penge allerede nu, fordi de er klar over, at der er penge på vej.

Det kan dog ikke redde det tabte helt.

»Vi kommer til at opleve en markant nedgang i økonomien i 2020 uanset hvad. Det vil feriepengene ikke ændre på. Men de kan mildne slaget. Så uanset hvornår pengene kommer, er der gode argumenter for at udbetale dem.«

Der er en lille mulighed for, at pengene kommer før den 1. oktober - og derfor oplyser regeringen også, at pengene ‘senest’ kommer til oktober.

Der er dog et par store forhindringer, der skal overvindes, før pengene skal udbetales, skriver Beskæftigelsesministeriet til Ritzau.

For det første er der ikke fuldt overblik over, hvor mange feriepenge danskerne har optjent endnu, da det ikke er alle arbejdsgivere, der har meldt det ind.

For det andet skal ATP have udviklet en teknisk løsning, der gør det muligt at udbetale pengene før tid.

»Jeg tror, man ville udbetale pengene nu, hvis det var praktisk muligt, for man kan lige så godt få udbetalt de tre uger, lige så snart det kan lade sig gøre,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.