Som det er nu, kan du spille og oddse anonymt i kiosken. Men sådan bliver det formentlig ikke i fremtiden.

Fra 1. januar 2022 vil regeringen have indført et krav om et såkaldt spilkort.

Det fremgår af et nyt oplæg fra Skatteministeriet.

Det betyder, at når du fra næste år skal i kiosken for at oddse, skal du fremvise et spilkort for overhovedet at få lov til at udfylde kuponen og betale.

Grunden til, at regeringen vil gøre op med at kunne oddse anonymt, skyldes store problemer med spilleafhængighed.

'Det er derfor ofte muligt for børn og unge under 18 år at købe væddemål, selv om det er ulovligt. Anonymiteten medfører også, at spillere, der har tilmeldt sig ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere) på grund af spilafhængighed, kan spille om penge alligevel. Og en spiller kan ikke fastsætte en beløbsgrænse for sit forbrug', står der i oplægget fra Skatteministeriet.

Skatteminister Morten Bødskov (S) tilføjer:

»Der er behov for at stramme reglerne på spilområdet. Mange danskere – især unge mænd – har problemer med spil, og det har ofte store konsekvenser for dem selv og deres familier. Som et første initiativ lancerer regeringen nu spilkortet. Det er målrettet væddemål, da det er her problemerne med spilafhængighed er størst og flest.«

Som tingene forholder sig nu, er det muligt at spille anonymt, og spilleren bliver kun registeret, hvis der er tale om et beløb over 15.000 kroner.

I oplægget fremgår det, at udfordringerne især er de væddemål, hvor der spilles på udfaldet af eksempelvis en fodboldkamp, de såkaldte landbaserede væddemål, man køber i kiosker og andre fysiske butikker. Og at det desuden er unge under 25 år, der oplever problemer med spilafhængighed.

Tal fra ROFUS vidner da også om, at der er et problem med spilleafhængighed:

Over 25.000 danskere er lige nu er registreret som værende enten endeligt eller midlertidigt udelukkede fra at spille. Hvis du står på listen, betyder følgende:

'Du kan udelukke dig selv fra en bestemt spiloperatør på operatørens eget websted. Udelukkelsen kan vare i 24 timer, mindst 30 dage eller permanent. En permanent udelukkelse får din konto til at blive lukket. Du kan også vælge at ekskludere dig selv fra et bestemt landbaseret casino', står der oplyst på ROFUS' hjemmeside.

I 2019 brugte danskerne samlet 9,8 milliarder kroner på spil.

Langt de fleste penge bruges af folk, der spiller for underholdningens skyld, og hvor forbruget er uproblematisk. Det skriver Skatteministeriet i deres oplæg, at der fortsat være plads til.