De mest opmærksomme danskere har nok så småt bemærket det de seneste dage.

En tv-kanal, som blev lanceret af YouSee i 2019, har skiftet navn og til en vis grad også indhold.

Det er kanalen Xee, som skifter navn til See. Logoet er det samme – blot med et ændret forbogstav – men der gemmer sig trods alt mere bag ændringen, skriver Digital.tv.

Ved lancering var Xee-kanalen kun til YouSees kunder, men senere blev den også udbredt til andre tv-udbydere som Stofa, Waoo og Boxer.

Xee var hovedsageligt et samarbejde mellem Disney-ejede Fox og YouSee, og så stod NENT, der driver alle Viasats kanaler og Viaplays streamingtjeneste, for kanalens dækning af Premier League.

Men med navneskiftet til See kommer en ny konstellation, som også betyder, at du må forberede dig på lidt anderledes indhold.

Fox træder nemlig helt ud af samarbejdet, hvilket er årsagen til, at X’et skiftes til et S.

I stedet er det nu NENT, som går fra kun at stå for Premier League-dækningen til at drive hele kanalen.

Det betyder, at kanalen fremover hovedsageligt vil bestå af indhold fra Viaplay og YouSees egne produktioner.

Derudover kommer der fortsat til at være Premier League-fodbold, ligesom Bundesliga-kampe vil blive vist på kanalen.

I følge Digitalt.tv, som har set nærmere på programoversigten, ser det ud som om, at der kommer mere sport på kanalen end hidtil.