Timingen var tæt på optimal, da det nystartede onlinesupermarked Hverdag.dk gik i luften i marts sidste år, netop som statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned som følge af coronapandemien.

Efterspørgslen på dagligvarer steg eksplosivt hos online-supermarkederne.

Det mærkede man også hos Hverdag.dk, hvor kunderne strømmede til.

Alligevel formåede onlinesupermarkedet ikke at generere et overskud. Selskabets regnskab for 2020 viser et underskud på lidt over en halv million kroner, og ejerne må derfor skyde penge i firmaet for at sikre driften.

Nethandlen er eksploderet under coronakrisen. Arkivfoto.
Nethandlen er eksploderet under coronakrisen. Arkivfoto. Thomas Freitag

Det skriver Finans.dk

Det er iværksætterne Rasmus Andersen og Morten Schultz, der står bag Hverdag.dk. Ambitionerne var da store, da de meddelte, at de ville at tage en bid af dagligvaremarkedet.

»Vi er klar over, at vi går i luften i en usikker tid, men omvendt kan vi se, at der netop nu er et stort behov for onlineløsninger inden for dagligvarer,« udtalte Rasmus Andersen, administrerende direktør i Hverdag.dk, til Finans i marts 2020.

Konceptet hos Hverdag.dk er, at forbrugerne via et betalt medlemskab, der starter på en pris på 99 kroner om måneden, kan få adgang til at købe varer til indkøbspris. På hjemmesiden er der både kendte mærker inden for dagligvarer, men også kosmetik, bøger og legetøj.

I første omgang har selskabet valgt ikke at udbyde ferske fødevarer som kød, mælkeprodukter samt og frugt og grønt.

Retail Institute Scandinavia vurderede i en 2020-analyse, at væksten i det danske onlinesalg med dagligvarer var på 30 procent sidste år, mens vækstraten de kommende år kan nå op til 15 procent.

Det voksende marked betyder samtidig, at konkurrencen skærpes, og de største danske supermarkedskæder i form af Salling Group, Coop Danmark og Rema er de seneste år gået i offensiven inden for digitalt dagligvaresalg, skriver Finans.dk.

Nemlig.com
Nemlig.com Nemlig.com

Gennem coronakrisen er især Nemlig.com, der er ejet af Stefan Plenge og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, tordnet frem.

Salget nåede ifølge Finans.dk to milliarder kroner i det forskudte regnskabsår 2019/2020, og virksomheden har ansat hundredvis af nye medarbejdere.

Nemlig.com har for ganske nylig måtte erkende og beklage, at væksten under coronapandemien har betydet, at online-supermarkedet har budt mange chauffører urimelige arbejdsvilkår, herunder blandt andet bøder for fejlleveringer.