Da McDonald's flere steder i verden i slutningen af 2018 meldte ud, at de ville skifte plastiksugerør ud med miljøvenlige versioner lavet af papir, sad McDonald's pr-folk utvivlsomt og gned sig i hænderne.
Men nu er initiativet, der skulle give burgergiganten et mere miljøvenligt image, ved at kuldsejle.
Papirsugerørene smuldrer nemlig, når kunderne forsøger at drikke alt fra sodavand til milkshake, og det har skabt en regulær kundestorm.
I Storbritannien er irritationen over de smuldrende sugerør så voldsom, at en underskriftsindsamling, der kræver, at McDonald's genindfører plastiksugerør, onsdag middag var nået op på knap 35.000 underskrifter, skriver Daily Mail.
Også danske kunder risikerer at få smuldrende McDonald's-sugerør mellem læberne inden for en overskuelig fremtid.
McDonald's i Danmark er nemlig også i gang med at udfase plastiksugerør.
Et mere miljørigtigt alternativ er på vej.
»Vi regner med at have udfaset plastiksugerør i senest 2021.«
Sådan lyder det fra Pia Tobberup, pressechef for McDonald's i Danmark:
»Lige nu er vi ved at finde en holdbar løsning. Vi lærer selvfølgelig lidt af de erfaringer, man gør sig andre steder i systemet, og vi tester det selvfølgelig, før vi indfører det.«
Så danskerne risikerer også, at deres sugerør snart smuldrer, når de drikker en cola på McDonald's?
»Det er da bestemt ikke målet, nej. Vi regner med en løsning, hvor kunderne ikke skal gå på kompromis med den oplevelse, de har i dag,« siger Pia Tobberup.
Også i USA, Frankrig, Sverige og Norge har McDonald's meldt ud, at de vil udfase plastiksugerør og skifte til mere miljørigtige alternativer.
I Storbritannien er debatten på sociale medier blevet så heftig, at McDonald's nu har forholdt sig til kritikken.
»Vores leverandører har produceret papirsugerør, som holder i mindst 30 minutter i de fleste, hvis ikke alle væsker,« siger en talsperson til Daily Mail:
»De blev introduceret på grund af kundernes feedback, og vi er tilfredse med, at vi gør det rigtige ved at fjerne plastik fra vores restauranter og tage store skridt mod at nedbringe vores aftryk på miljøet.«