McDonald’s har det seneste år forsøgt at være mere bæredygtig ved at starte en verdensomspændende indsats, hvor man udfaser de klassiske plasticsugerør og erstatter dem med pap-varianter.
En indsats, der også er på vej i Danmark. Men spørgsmålet er, om det nogensinde sker. De nye sugerør er hårdt ramt af skandaler.
Siden september 2018 har McDonald’s i Storbritannien erstattet de 1,8 millioner plasticsugerør, der bruges om dagen, med papsugerør.
En indsats, der efterhånden er så hårdt prøvet, at det nærmer sig en fiasko.
Først blev kunderne sure, fordi papsugerørene havde tendens til at smuldre mellem læberne på folk, når de nød en cola eller milkshake.
Nu er et langt mere alvorligt problem så dukket op.
Avisen The Sun kan nemlig afsløre, at sugerørene slet ikke kan genbruges, selvom det var det, der var formålet med at indfase dem.
McDonald’s har sågar fremturet med, at sugerørene 'kan gebruges 100 procent'.

Men det kan de ikke, viser et internt dokument, som The Sun er kommet i besiddelse af.
I stedet bliver papsugerørene brændt.
Det paradoksale er, at de plasticsugerør, der er blevet udfaset, rent faktisk kan genbruges.
Historien har vakt opsigt i Storbritannien de seneste dage, hvor en lang række medier er gået ind i sagen.
Kritikken hagler ned over McDonald’s, der beskyldes for at bruge sugerørene som et 'stunt' til at få positiv omtale.
»Folk undrer sig jo over, om det her bare var en måde at fremstå mere grøn, eller om der er tale om en kæmpe stor bommert,« siger Ed Davey, tidligere klimaminister i Storbritannien, til The Sun.
McDonald’s har overfor The Sun indrømmet, at deres papsugerør ikke bliver genbrugt.
»Vi har styrket vores papirsugerør, og mens materialerne kan genbruges, så gør sugerørenes tykkelse det svært for vores affaldssorteringer at håndtere dem,« siger en talsmand fra McDonald’s:
»Vi arbejder på en løsning. Derfor er det kun midlertidigt, at vi smider de her sugerør i storskrald.«
Indsatsen for mere bæredygtige sugerør på McDonald’s-restauranter er også meldt ud i USA, Frankrig, Sverige, Danmark og Norge.
I Danmark har McDonald’s forklaret B.T., at man senest vil have udfaset plasticsugerør i 2021.
Man forklarede dog også i den sammenhæng, at man lige nu lærer af de erfaringer, man gør sig i andre lande – blandt andet Storbritannien.