Skruen uden ende.

Nogenlunde sådan kan situationen for hundredtusindvis af buspassagerer beskrives i disse dage.

De seneste år er antallet af kontrollører, der kommer ind i busserne på alle tider af døgnet, steget markant. Og det har udløst en massiv og konstant tiltagende bøderegn over passagererne.

Det er trafikselskabet Movia, som opererer på Sjælland, der for alvor har strammet skruen og skovler et voksende antal millioner ind i bødekassen.

Et koncept i nogle af Movias busser, hvor man går ind uden at vise billet, har på bare fem år fået Movia til at mere end tredoble antallet af kontrollører.

Og de nye kontrollører har ikke spildt tiden. Mellem 2015 og 2019 er antallet af kontrolafgifter, der vælter ned over passagererne, knap femdoblet.

Det viser nye tal fra Movia, som B.T. har fået aktindsigt i.

Udviklingen har været eksplosiv. I 2015 udskrev Movia eksempelvis 15.034 kontrolafgifter til en samlet værdi af knap 12,2 millioner kroner.

Allerede året efter var det steget til 37.688 afgifter til en værdi af knap 28,2 millioner kroner. Siden har Movias kontrollørkorps sat bøderekord hvert eneste år.

Det kulminerede foreløbigt i 2019, da Movia igen ansatte otte ekstra kontrollører og satte rekord med 74.247 kontrolafgifter til en samlet værdi af knap 55,7 millioner kroner.

Stigningen i bøder til 750 kroner stykket falder ikke i god jord hos mange af Movias passagerer.

I 2019 klagede knap hver ottende, der fik en bøde, efterfølgende til Movia. Det er faktisk færre end året forinden, hvor det var hver syvende.

Alligevel er det en frekvens af klager, som peger på, at kontrollørerne måske til tider er lidt for hurtige på aftrækkeren, mener Rasmus Markussen, politisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen.

»Det er forståeligt, at Movia gør en indsats for, at passagererne ikke snyder. Men når man kontrollerer meget mere, er det også vigtigt, at man er god til at vise konduite, når passagererne tydeligvis ikke har forsøgt at snyde,« siger Rasmus Markussen og uddyber:

»Vi ser ret mange sager, hvor passageren faktisk har forsøgt at købe en billet på helt ærlig vis, og hvor der er tale om en misforståelse. Alligevel ender det med en afgift. Movia fortolker de her regler meget stramt og rigidt. Der synes vi, der er god plads til forbedring,« lyder det fra Rasmus Markussen.

Hos Movia forklarer man først og fremmest, at det er buslinjerne 4A og 5C, som er den største årsag til udviklingen.

Her er der indført frit flow for at få busserne til at køre mere smidigt.

Det betyder, at man kan stige af og på uden at vise billet. I stedet har Movia øget antallet af kontrollører.

Og det faktum, at man ikke skal vise billet til chaufføren, har mange danskere tilsyneladende svært ved at styre.

‘Vi kan i hvert fald konstatere, at flere rejser uden gyldig billet i busser, hvor man kan benytte alle døre til ind- og udstigning, end i busser, hvor man stiger ind ad fordøren og skal vise billet eller tjekke ind ved siden af chaufføren,' lyder det fra Eskil Thuesen, ressourcedirektør hos Movia, i en mail til B.T.

Eskil Thuesen mener ikke, at der er et problem med, at så mange klager over kontrolafgiften, og erklærer sig ‘glad for’, at andelen af passagerer, der klager over deres afgift, er faldet de seneste år.

‘Mange klager skyldes, at kunderne ikke er opmærksomme på, at man skal have en gyldig billet, inden rejsen begynder’, forklarer Eskild Thuesen:

‘Der er for eksempel mange, der først køber en sms-billet efter, at kontrolløren er steget ombord på bussen. Det er lidt det samme som først at købe billet til svømmehallen, efter man er hoppet i vandet. Det går ikke – så får man en afgift.’

Hos Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen har man dog betænkeligheder over for den stigende kontrol:

»Hvis mødet med Movia oftest bliver en kontrol frem for en smilende chauffør, kan det gå ud over serviceoplevelsen. Så kan nogle måske opleve det som mistænkeliggørelse frem for service,« mener Rasmus Markussen.

Eskil Thuesen er uenig.

‘I Movia forstår vi slet ikke den kritik. Vi har en samlet kundetilfredshed i busdriften på cirka 95 procent. Vores kontrollører gør et godt og nødvendigt arbejde og ofte i et meget vanskeligt arbejdsmiljø', lyder det fra Eskil Thuesen:

'Af hensyn til de mange passagerer, der betaler for deres billet, synes vi, at vores dygtige billetkontrollører fortjener tak og ikke at blive beskyldt for mistænkeliggørelse.’