Mads Christensen har altid kontanter på lommen – mindst 500 kroner. Han kalder de knitrende sedler og raslende mønter et 'frihedsværktøj'.

»Hvis jeg vil købe en stor dildo, fordi min kone og jeg har en lille leg kørende derhjemme, så vil jeg altså have mulighed for at gøre det, uden at banken følger med. Det rager ikke nogen.«

Og så er vi ligesom i gang.

Mads Christensen skjuler ikke, at han er en stor fortaler for at bevare kontanterne i Danmark.

Han bakker op om radioværten Anders Kjærulff, som har startet initiativet 'Bevar kontanter'.

»Bankerne bærer det kontantfrie frem som en service til folket. Men det svarer til, at ræven kommer og forbyder hønsenettet,« siger Mads Christensen:

»Vi danskere har en stærk interesse i at bevare kontanter. Når det hele bliver for speget, kan vi bare gå ned og hæve vores penge. Det er bankernes værste mareridt, og det pressionsmiddel skal vi ikke give fra os.«

Mads Christensen understreger, at han ikke har nogen 'stor politisk agenda'.

Alligevel har han stærke holdninger til emnet.

Han bryder sig ikke om, at elektroniske betalinger gør det muligt for banker, detailhandlende og kortudbydere at registrere alt om dine indkøb.

»Jeg er jo fra en tid, hvor alle de store forfattere mente, at overvågning var frihedens fjende. Nu er vi i en situation, hvor overvågning bliver rullet frem som det modsatte,« siger Mads Christensen:

»Holdningen er, at hvis ikke man har noget at skjule, så gør det vel ikke noget, at man har et kamera oppe i røven. Jeg bryder mig ikke om det. Det kontantløse samfund er endnu et led i, at vi skal kontrolleres og registreres hele tiden.«

Han opfordrer danskerne til at være lidt mere kritiske over for dankort og MobilePay.

»Vi bruger de her elektroniske betalingsmidler, fordi de er nemmere,« siger Mads Christensen:

»Det er det måske også på den korte bane, men du afgiver altså noget selvbestemmelse til nogle gebyrgribbe, som har en lang historik for at vise, at de ikke har dine interesser som hovedfokus.«

»Det bør være frit op til den enkelte, om man vil bruge noget, hvor man afgiver kontrol, eller om man bruger sine egne penge fra sin egen lomme.«