Fra mandag til onsdag i denne uge holdt store dele af det sociale medie Reddit helt lukket i en demonstration, der påvirkede millioner af brugere.

Men knap er de mange underfora – såkaldte subreddits – blevet genåbnet, før bagmændene vil lukke for adgangen igen. Og denne gang på ubestemt tid.

En intern udtalelse fra Reddits chef er nemlig blevet lækket – og den har fået sindene i kog.

Hele balladen handler om, som B.T. beskrev i går, at Reddit har annonceret planer om at begynde at indkræve millioner af dollar i gebyrer fra apps, der er lavet til at tilgå Reddit, og som mange sværger til i stedet for Reddits officielle app.

Reddit, der er et af verdens mest besøgte websites, var derfor så godt som ubrugeligt i 48 timer i en af de største virtuelle demonstrationer, der nogensinde har ramt det sociale medie. De frivillige moderatorer holdt således nogle af websitets mest populære subreddits helt lukket ned.

Men det bekymrer ikke Reddits ledelse – og det er det, der får sindene i kog.

Ifølge techmediet The Verge sendte administrerende direktør Steve Huffman en mail til firmaets ansatte, hvor han fortalte, at nedlukningen af store dele af Reddit ikke havde haft den store indflydelse på selskabets økonomi.

»Der er en masse støj med den her. Blandt de mest støjende, vi har haft. Men I skal vide, at vores hold er på sagen, og som alle andre møgsager på Reddit, vil denne også gå over,« skrev Steve Huffman videre.

Og ifølge flere techmedier, som Gizmodo og Techcrunch, gik der blot få minutter fra den udtalelse ramte internettet, til at de mange moderatorer, der leder protesterne, sprang til handling.

I et opslag begyndte flere moderatorer at snakke om en 'blackout på ubestemt tid', indtil Reddit tog dem seriøst.

»Flere end 300 subreddits har allerede meldt, at de er med hele vejen og er klar på at forblive private (lukkede for alle, red.) på ubestemt tid, indtil Reddit finder en ordentlig løsning,« erklærede en stor gruppe moderatorer.

Det ville blandt andet omfatte de populære subreddits 'r/aww', 'r/music', 'r/videos', and 'r/futurology', der tilsammen har over 110 millioner brugere.

Og potentielt mange flere.

Reddits planer har fået skaberne af flere af de mest populære Reddit-apps til at annoncere, at de lukker. Det er for dyrt for dem.

En bagmand bag en af de mange Reddit-apps fortalte tidligere i juni, hvordan firmaet bad ham betale omkring 138 millioner kroner for fortsat at kunne tilgå Reddit med sin app.

»Det siger sig selv, at jeg ikke har den slags penge,« fortalte Christian Selig, udvikleren bag den populære app 'Apollo', der har omkring 170.000 anmeldelser alene på App Store.