En bøde på 80.000 er helt ude af proportioner, mener en butikschef i Kvickly i Ribe. Bøden fik butikken på grund af fejl på nogle ingredienslister.

Ingredienslisten på otte kødpakker fra butikken fortalte, som det skulle, om kødet. Men en grøntsagsblanding oven på kødet, som bestod af ost og selleri, var ikke kommet med på ingredienslisten.

Det skriver JydskeVestkysten.

Hvis ikke man kan tåle ost eller selleri, kan man risikere en allergisk reaktion. En sådan fejl koster 40.000 kr. i startbøde, mens der lægges yderligere et beløb oven i, alt efter butikkens størrelse.

Alt i alt betød det en bøde på i alt 80.000 kroner, som butikken nu skal betale. Butikschefen har besluttet ikke at anke bøden, selv om han ikke er enig med Fødevarestyrelsen.

»En regel er en regel, og vi har dummet os, men vi mener, man godt lige kunne se lidt på proportionerne. Det er et område, hvor vi kunne have ønsket os bedre vejledning, og 80.000 kr. og en sur smiley for otte pakker kød, synes vi, er lidt voldsomt,« siger Peter Lauritzen.

Han forklarer, at den voldsomme bøde kan skyldes, at Fødevarestyrelsen netop har kørt en kampagne mod farlige fødevarer, heriblandt allergener.

Den mangelfulde ingrediensliste skyldes ifølge butikschef  Peter Lauritzen ‘en menneskelig fejl’.