Det var i sidste ende en melding fra TV 2's sportschef, Frederik Lauesen, som fik bægeret til at flyde over for Thomas Bak.

Han er landsformand for Forenede Danske Antenneanlæg og repræsenterer omkring 180.000 husstande med tv-pakke. Han stiller nu krav om økonomisk kompensation til alle husstande, der betaler for TV 2's kanaler. Et krav, han er klar til at tage med ind til Christiansborg.

Stridens kerne er udsendelser, der blev sendt – og i særdeleshed ikke blev sendt – på TV 2's kanaler under coronakrisens første lockdown i foråret.

Her lukkede alle sportsgrene ned på verdensplan, og derfor viste TV 2 ikke al den sport, TV 2's kunder betaler for via deres abonnementer.

Onsdag 14. oktober kunne TV 2's sportschef, Frederik Lauesen, så fortælle i Mediawatch, at TV 2 har fået penge tilbage for de sportsgrene, de have betalt for, men ikke kunne vise på grund af aflysninger.

Men der var ikke et ord om eksempelvis at sende de penge videre ud til kunderne.

Og det har fået Thomas Bak op ad stolen.

»TV 2 er ude på den store klinge og blære sig med, hvor mange penge de har fået tilbage, fordi de ikke har fået leveret den sport, de har betalt for,« siger Thomas Bak til B.T. og uddyber:

»Men hvis TV 2 får penge tilbage, så skal seerne også have penge tilbage for den sport, de har betalt for, og som de ikke har fået leveret.«

I første omgang sendte han et brev til TV 2.

»Vi skrev, at vi ville byde os selv på en kop kaffe hos TV 2, så vi kunne se på, hvordan vi kan få kompenseret kunderne,« forklarer Thomas Bak:

»Og der fik vi bare en arrogant afvisning fra en mellemleder i TV 2. De er fuldstændigt politisk tonedøve. Vi godtager ikke TV 2's afvisning. Folk skal ikke betale fuld pris for et andenklassesprodukt, når TV 2 selv siger, at det er et andenklassesprodukt, de har leveret.«

Så nu er Thomas Bak klar til at rejse sagen på Christiansborg.

Han fastslår, at den sag om kompensation, han rejser, skal gælde for alle danske husstande, der betaler for TV 2's kanaler.

»Det er staten, der ejer TV 2, så vi må jo gå til Kulturministeriet og medieordførerne, når TV 2 ikke kan forstå beskeden,« siger Thomas Bak.

Han kan ikke sige noget om størrelsen på en eventuel erstatning, da han ikke ved, hvor meget TV 2 har fået tilbage.

»For os handler det ikke så meget om penge. Det handler mere om, at hvis bare TV 2 selv havde meldt, at de ville sænke priserne lidt næste år eller komme med en anden kompensation, så havde vi intet sagt. Men vi kan ikke acceptere, at de afviser enhver form for dialog.«

Hos TV 2 afviser man blankt at kommentere konkret på spørgsmålet om kompensation over for B.T.

Stig Møller Christensen, salgsdirektør for TV 2 Betalings-tv, har følgende kommentar:

»TV 2 har diskussioner med sine egne samarbejdspartnere – i dette tilfælde tv-udbyderne – i et forhandlingslokale om disse spørgsmål, og TV 2 forhandler ikke med hverken samarbejdspartnere eller interesseorganisationer i medierne.«