»Forleden kom jeg hjem fra Føtex med en ribbenssteg, der lugtede af prut. Det var jo direkte sundhedsfarligt.«
Denice Sandberg opdager jævnligt, at supermarkederne, hun handler i, slækker på fødevarehygiejnen.
»Jeg køber for eksempel ikke kød mere i min lokale Netto. Jeg har oplevet, at de kan være mere end to timer om at stå og pakke noget kød ud, der i mellemtiden skulle have været sat på køl,« siger hun.
Butikkerne trænger også ofte til en kærlig hånd med rengøringen, mener Denice Sandberg.

»Gulvene kan være meget beskidte og klistrede i flere dage. Jeg finder også tit gammel frugt og grønt eller bananfluer i bakeoff- områderne. Det er lidt som om, at går den, så går den,« siger Denice Sandberg.
Hun er langtfra den eneste, der er utilfreds med supermarkedernes hygiejne.
Ifølge en aktindsigt, som B.T. har fået fra Fødevarestyrelsen, er danskere ivrige 'butiksdetektiver', når de er ude at handle.
Årligt gennemfører Fødevarestyrelsen langt over 1.000 fødevarekontroller i dagligvareforretninger på baggrund af forbrugerklager. Faktisk er det en stigende tendens.
»Vi tager anmeldelser fra forbrugerne ret alvorligt, fordi de er vores øjne ude i dagligvareforretningerne,« siger Vibeke Højbjerg, der er enhedschef i Fødevarestyrelsen.
Statistikken viser da også, at tippene fra kunderne ofte holder stik.
Omkring en fjerdedel af fødevarekontrollerne resulterer i en sanktion til butikkerne.
»Vi sætter stor pris på henvendelser fra forbrugerne. Det er de kontroller, hvor vi giver flest sanktioner,« siger Vibeke Højbjerg.
Typisk er det anmeldelser om skadedyr, fordærvede fødevarer og dårlig rengøring, som får Fødevarestyrelsen til at rykke ud.
Det har der været mange eksempler på hen over sommeren.
Siden ultimo juni har samtlige af landets største dagligvarekæder fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen.
Det være sig i form af en bøde på grund af en sur smiley eller en mellemglad smiley, som medfører to opfølgende, gebyrbelagte kontroller. Det, der også kaldes en indskærpelse.
I alt har 35 supermarkeder fordelt over det meste af landet fået en anmærkning i sommerperioden.
14 af disse er ejet af dagligvaregiganten Coop, mens otte er ejet af konkurrenten Salling Group.
»Forbrugerne skal føle sig trygge ved de fødevarer, de køber. Det er hele fundamentet for den høje fødevaresikkerhed i Danmark,« siger Vibeke Højbjerg.
Det er ikke lykkedes B.T. at indhente en kommentar fra Coop.
Til gengæld svarer Salling Group, at deres butikker og varehuse er blandt de allerbedste, når det gælder regelefterlevelse og glade smileys.
Koncernen bryster sig med, at deres fire kæder – Netto, Føtex, Bilka og Salling – ligger i top-5 på landsplan med en glad smiley-andel på mellem 91 og 100 procent i årets første otte måneder.
»Når det er sagt, tager vi naturligvis alle sanktioner meget alvorligt og er selvsagt ikke tilfredse, når mundvigen på smileyen vender ned,« siger kommunikationschefen i Salling Group, Jacob Krogsgaard Nielsen, i en skriftlig kommentar.
Har man som forbruger mistanke om, at en fødevarevirksomhed ikke overholder reglerne omkring fødevaresikkerhed, kan man i dag også vælge at indgive en anmeldelse anonymt til Fødevarestyrelsen.
Styrelsens fagfolk vil herefter vurdere anmeldelsens alvorlighed.
»Nogen butikker besøger vi meget hurtigt efter anmeldelsen, og andre kan vi godt vente lidt længere tid med at besøge – det afhænger af, hvad anmeldelsen handler om. Det er vanskeligt for os at være alle steder hele tiden,« siger Vibeke Højbjerg.
Denice Sandberg fra Fyn har endnu ikke anmeldt nogen dagligvarebutikker til Fødevarestyrelsen.
Hun foretrækker at henvende sig i butikkerne og gøre dem opmærksom på problemerne.

Det er dog ikke alle steder, at personalet er imødekommende.
»Særligt i discountbutikkerne kan personalet godt finde på at blive flabede,« siger Denice Sandberg.
Det er især den lokale Netto, hun ikke har den store fidus til.
»Det er vi naturligvis ærgerlige over at høre, men som altid vil vi enormt gerne høre fra vores kunder, hvis de oplever, at vi kan og bør gøre det bedre,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen.
Det er da også lykkedes Denice Sandberg at få byttet den ildelugtende ribbenssteg fra Føtex.
»Vi lavede den aftale, at jeg i stedet fik nogle store, flotte røde bøffer,« siger hun.