Den kendte sodavand Mountain Dew kommer næste år i ny version.
Og fremover kan man blive beruset af at drikke læskedrikken, hvis ikke man ser sig for i supermarkedernes køleskabe.
Det meddeler producenten PepsiCo med en tilføjelse om, at man »forstår vigtigheden af at levere nye banebrydende, innovative drikke, der kan imødekomme forbrugernes skiftende smagsvaner«.
Navnet på den nye alkoholiske drik bliver Hard Mtn Dew, og den vil have en alkoholprocent på fem. Det er lidt højere end eksempelvis en almindelig, dansk pilsner, der ligger på 4,6.
Foreløbige billeder af produktet viser, at der vil være tre forskellige smagsvarianter – almindelig, vandmelon og 'black cherry' – men de vil alle have til fælles, at de er sukkerfri.
Endnu er det ikke på plads, præcist hvornår de nye drikke rammer markedet. Det lyder indtil videre, at det bliver »tidligt i 2022«.
Det bliver dog ikke læskedriksgiganten PepsiCo, der selv kommer til at produce Hard Mtn Dew. I stedet har man indgået et partnerskab med bryggeriet Boston Beer Company, der vil stå for selve produktionen.
B.T. har spurgt Royal Unibrew, der står for importen af Mountain Dew i Danmark, om man også vil kunne få den nye drik i Danmark. Herfra lyder svaret:
»Hard MTN Dew bliver lanceret i første kvartal 2022 i USA. Det er for tidligt at udtale sig om en eventuel lancering udenfor USA,« siger senior brand manager Therese Nerder.



