Hører du til dem, der er ved at kaste sig storprustende på jorden, bare ved tanken om at skulle slæbe dig selv og i værste fald også indkøb, pakkenelliker og unger hele vejen op til femte sal. Så er der godt nyt – der er nemlig gode penge at spare på lejlighedskøbet ved at blive tættere på jorden.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

En helt ny opgørelse, som boligmediet Boliga.dk står bag, viser nemlig, at du får mest for pengene i alle landets største byer, hvis du indstiller kikkerten efter lejlighederne i stuen eller på første etage frem for dem på fjerde eller femte sal.

Oppe i højderne er der nemlig stribevis af fordele, som trækker prisen i samme retning:

»Femtesalslejligheder eller lejligheder i toppen af ejendomme har et helt andet lysindfald, end en stuelejlighed har. De har ofte en lækker, fri udsigt og et fint udkig til den lyseblå himmel. Danskere elsker lys, når vi seks-otte måneder om året må nøjes med regn og slud,« siger ejendomsmægler Cecilie Stonor, der er ejer af Fokusmæglerne på Amager i København.

»På femte sal eller øverst i ejendommen er du ofte også ugeneret af indkig og af trampen og støj fra overboer, det er noget, som vægter højt hos mange købere. Du slipper også for andre lydgener: Hvor stuelejligheder desværre er mere eksponeret for de øvrige beboere; hoveddøren, der smækker i, pizzabuddet, skoledrengen og postmanden, der skal i samtlige postkasser med breve og reklamer.

I alle landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg er stuen det billigste niveau at købe ejerlejlighed på. Går man bare en etage højere op, begynder uenighederne at melde sig.

Målt på salgskvadratmeterpriser fra i år er det nemlig ejerlejlighederne på første sal, der går dyrest i Odense, mens man i Aalborg og Aarhus betaler mest for lejlighederne på fjerde sal.

Københavnerne betaler derimod gerne mere for at tage et trappesæt til. Her stiger priserne nemlig helt til femte sal, der således er hovedstadens dyreste etage, mens de lejligheder, der ligger på sjette sal eller over, atter bliver billigere.

Kan du leve med at have en bopæl i stuehøjde fremfor på femte sal, er det ikke småpenge, der er at spare i København.

Boliga.dks opgørelse viser nemlig, at en gennemsnitlig kvadratmeter i Københavns stuelejligheder er handlet for 40.378 kroner, mens en kvadratmeter på femte sal er gået for 54.315 kroner.

Det svarer til, at en helt gennemsnitlig stuelejlighed på eksempelvis 70 kvadratmeter er solgt for godt 2,8 millioner kroner, mens en tilsvarende lejlighed oppe i nærheden af taget altså er solgt for lige knap en million kroner mere.

Også i Aarhus er besparelsen til at føle på. Her er en kvadratmeter i stuelejlighederne i gennemsnit solgt for 32.650 kroner, mens kvadratmeterne på Aarhus' dyreste etage – fjerde – er solgt for 39.838 kroner pr. stk.

Det er dog ikke kun støjgener fra naboer og blikke fra nysgerrige forbipasserende, der er at komme efter ved at tage bopæl i stueetagen:

»En stuelejlighed kan være heldig at have adgang til en lille privat have, og så er stuelejlighederne lettere tilgængelige både for mennesker og dyr. Du skal altså ikke teste din kondition hver evig eneste dag – eller din hunds for den sags skyld,« siger Cecilie Stoner fra Fokusmæglerne til Boliga.dk.

»Det kan også være rart, at man som stuelejlighedsejer med børn ikke har nogen underboer og derfor ikke skal bekymre sig om de mange klager, der kunne komme fra støj og banken i gulvet.«

Se Danmarks dyreste lejligheder til salg her