En lang liste med bemærkninger fra Fødevarestyrelsen har kostet Jensens Bøfhus i Esbjeg centrum en sur smiley og en stor bøde.

Det skete, da detaljeorienterede kontrollanter lagde vejen forbi filialen på Torvegade i Esbjerg mandag.

Og udfaldet var mildest talt dårligt for restaurantkæden.

Efter en time og 45 minutters besøg kvitterede styrelsen med den dårligste af de fire smileys og en bøde på 15.000 kroner for dårlig hygiejne og rengøring. Godt og vel 12 punkter vakte utilfredshed hos Fødevarestyrelsens tilsynsførende på dagen.

'Håndtag til fryserum i kælderen har skimmellignende belægninger,' står der blandt andet i rapporten.

'Fire rullevogne til affaldsspande er snavsede og med meget fedtede belægninger. To er placeret i produktionsområde og to i opvaskeafdeling.'

I en generel bemærkning indskærpes det overfor Jensens Bøfhus, at 'lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes i god stand'.

Ved det forrige besøg 7. juni fik restauranten en såkaldt 'skærpelse' - en smiley, som ikke er alt for glad, men heller ikke sur' - på grund af hygiejnemæssig praksis og et defekt metalfilter ved emhætten over bøfstegeren.

Jensens Bøfhus i Torvegade har i begge tilfælde meddelt, at tingene vil blive bragt i orden. Til B.T. oplyser administrerende direktør i Jensen Bøfhus, Anders Nikolaisen, at man vil lære af fejlene, og kalder sagen for ærgerlig.

'Restaurantens ledelse har fejlet, og vi har i vores overordnede ledelse fejlet i at følge op på det. Det er træls og dumt, da vi selvfølgelig ønsker at drive en ordentlig forretning med styr på tingene,' skriver han i en mail.

'Vi har glade smileyer i alle vores restauranter og et godt samarbejde med fødevareregionerne omkring fødevaresikkerhed. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, når sådan noget sker. Vi tager det til efterretning og lærer af det.'

I slutningen af 2018 foretog Jensens Bøfhus en markant udrensning i kæden og skiftede hele bestyrelsen ud, mens også restaurantens stifter Palle Skov Jensen trådte helt ud af sit livsværk. I den forbindelse fik Anders Nikolaisen opgaven med at genrejse kæden.