I Jens Philip Sabados første år som voksen var han plaget af dårlige tanker og dårlig søvn. Han skyldte penge til venner og familie. Hans økonomi var noget rod.

»Jeg var stort set på røven hele tiden, fordi jeg brugte penge på alt muligt lort. Den værste følelse var, når folk sagde: 'Hvornår får jeg mine penge',« siger Jens Philip Sabado.

Så den unge mand fra Sønderborg gik og skammede sig fra sit 18. til sit 19. leveår. Han var netop begyndt at tjene penge – 1.500 kroner udbetalt hver 14. dag. Og han kunne ikke styre det.

»Jeg synes, det var pinligt, så jeg holdt det for mig selv. Jeg skyldte mine forældre penge, og så skyldte jeg 500-700 kroner her og der, men når man har en dårlig økonomi, så er det mange penge,« siger Jens Philip Sabado, som i dag er 20.

Dårlig økonomi er et udbredt fænomen blandt unge danskere.

I juli 2019 stod 46.504 danskere i aldersgruppen 18-30 registreret som dårlige betalere i RKI, viser nye tal fra Experian.

Selvom det er et stort tal, er det faktisk et fald fra 51.885 i juli 2016.

Alligevel er aldersgruppen fortsat overrepræsenteret i RKI i forhold til flere andre grupper i befolkningen.

Jens Philip havde det skidt, fra han var 18 til 19, fordi han havde dårlig økonomi.
Jens Philip havde det skidt, fra han var 18 til 19, fordi han havde dårlig økonomi.
Vis mere

Samtidig er den gennemsnitlige gæld pr. person i samme periode steget fra 27.417 til 30.112 kroner.

»Selvom det selvfølgelig er meget positivt, at antallet af unge voksne i RKI er faldet, bekymrer det os, at der stadigvæk er så mange, som ender i RKI i så tidlig en alder,« siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk:

»På kort sigt har det konsekvenser, fordi folk, der døjer med økonomiske problemer, ofte mistrives. Det tynger dem. Det kan også have konsekvenser for ens muligheder senere i livet – eksempelvis når man en dag har brug for at komme ind på boligmarkedet eller vil tage en uddannelse.«

Det er ofte en manglende lyst til at tale med andre om problemerne, der bidrager til, at den onde spiral med dårlig økonomi ikke bliver stoppet i tide.

Godt hver tredje mellem 18 og 30 år mener, at det er for privat og pinligt at tale med andre om deres økonomiske problemer, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Forbrugerrådet Tænk.

»Vi oplever, at markant flere henvender sig til vores gældsrådgivning med store problemer,« siger Anja Philip:

»Vores erfaring er, at for få får hjælp til at få styr på økonomien, før de havner i RKI. Og alt tyder faktisk på, at hvis man får talt med nogen om det, så kan det ofte føre til, at man får noget hjælp og kommer ud af den her negative spiral.«

For Jens Philip Sabado var det en samtale med hans mor, som blev vejen ud af den onde spiral.

»Hun havde jo bemærket, at jeg ikke havde det godt, så hun tog fat i mig og spurgte lidt ind til det,« forklarer han:

»Så satte vi os ned en aften og lavede en budgetplan. Det har hjulpet enormt meget, og det betyder, at jeg kan hvile meget mere i mig selv i dag. Hun hjælper mig stadigvæk en gang imellem,« fortæller han.

Han oplever også, at flere af hans venner er kommet på banen den seneste tid.

»Der er jo også flere af dem, som har haft problemer med økonomi. Jeg siger bare, de skal snakke med deres forældre – men selvfølgelig kun, hvis forældrene kan finde ud af økonomi.«