Det var en noget alternativ nytårshilsen, møbelgiganten IKEA leverede, da kæden over for flere medier bekræftede, at den globale forsyningskrise nu udløser prisstigninger på en stor del af sortimentet.

En melding, som ikke ligefrem kan beskrives som værende positiv reklame for egen butik. Så hvorfor overhovedet gå ud og fortælle det?

Årsagen er simpel, vurderer Mogens Bjerre, ekspert i detailhandel og lektor på CBS.

»Jeg synes, det er elegant. Det er meget i overensstemmelse med tidsånden. IKEA forsøger at have rene linjer over for kunderne og sige: 'Det er her, I har os.' Man forsøger at være transparent,« siger Mogens Bjerre.

»Og det er en klog måde at brande sig på. Vi kunder hader, når ting virker uigennemsigtige. Vi havde opdaget de her prisstigninger alligevel. Så den ærlighed, IKEA kommer med, giver noget troværdighed.«

Og ikke nok med det – IKEAs melding vil også møde stor opbakning hos konkurrenterne, vurderer Mogens Bjerre.

»Jeg tror, at hele den branche sidder og klapper i hænderne og siger 'Fedt!', for nu kan de også følge med og sætte priserne op. De har jo samme udfordringer som IKEA,« vurderer Mogens Bjerre:

»Så det her er markedslederen, som går forrest, og så bliver det her starten på en bevægelse, hvor alle konkurrenter følger med op i pris. IKEA legitimerer de prisstigninger med den her melding.«

Spørgsmålet er så, hvordan det vil påvirke IKEAs salgstal.

Ifølge The Guardian er nogle af IKEAs varer steget med 50 procent i pris.

IKEA selv siger, at man regner med, at priserne gennemsnitligt stiger med ni procent på verdensplan, men at det vil variere fra land til land.

I Danmark står omkring halvdelen af sortimentet til at blive dyrere.

De stigninger kommer i en periode, hvor forbrugerne i forvejen møder stigende priser på brændstof, el, gas, fødevarer og mange andre ting.

»Selvfølgelig risikerer de her prisstigninger at gå ud over omsætningen hos IKEA, for hvis folk generelt har færre penge mellem hænderne, så er møbler klassisk noget af det, man måske venter lidt længere med at købe,« siger Mogens Bjerre:

»Men overordnet står IKEA med en god sag her. De siger det ærligt, når de hæver priserne, og hvis de så sænker dem igen, hvis varerne bliver billigere at producere, så er det en ren vindersag.«