Når klokken slår 20.00 mandag aften, falder der stjerner over Norden. Her bliver det afsløret hvilke restauranter, der skal have en eller flere stjerner fra den anerkendte Michelin-guide.

Herhjemme faldt stjernerne fra den prestigefyldte guide sidste gang i blandt andet Henne, Vejle, Fredericia og Præstø.

Men de er - ofte til mad-anmeldere og -kenderes store forundring - endnu ikke faldet på Fyn.

»Jeg kigger jo lidt på hele landet. Det har gennem nogle år været mærkværdigt, at Fyn er blevet forbigået,« lyder det fra Bent Christensen, der er redaktør på Den Danske Spiseguide.

Men falder der så stjerner over Fyn denne gang? Det burde der, mener Bent Christensen.

»Både i teorien, men også i praksis,« siger han.

Han fremhæver, at nogle af kriterierne for at få stjerner er, at en restaurant kan levere og kan udvikle sig over tid, og det har flere af de fynske boblere vist.

»De har præsteret en skyhøj kvalitet, og det har stået på i nogle år. Jeg har været overrasket over, at de ikke har stoppet op på Fyn tidligere.«

Bent Christensen har ikke fået bekræftet, at Michelin har været på Fyn i år. Men hvis de har, så er der en helt klar favorit til en stjerne.

»Hvis de har været på Fyn, så er det Lieffroy, der står først for,« vurderer Bent Christensen og nævner også restaurant Bacchus i Odense og Falsled Kro som absolut egnede kandidater til stjerneglans.

Når klokken slår 20.00 sidder Bent Christensen og følger spændt med i stjerneuddelingen fra Stavanger i Norge.

»Vi er blevet skuffet flere gange. Men niveauet har været der alle årene. De kan vel ikke blive ved med at undgå Fyn, lyder det fra Bent Christensen.

Danmark har lige nu 35 michelinstjerner fordelt på 26 restauranter.