Dårlig nyt til alle hummuselskere.

Mozami A/S tilbagekalder økologisk 'hummus spicy' grundet gasudvikling i pakningerne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen.

Gasudviklingen tyder på uønsket vækst af mikroorganismer, skriver Fødevarestyrelsen i meddelelsen.

Hummussen kan være blevet købt i Meny, Spar, Min Købmand, Løvbjerg og Let-Køb over hele landet.

Gasudviklingen og den mulige vækst af mikroorganismer gør produktet uegnet til forbrug.

Forbrugerne rådes til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.

Gasudviklingen gælder de hummuspakker, der er købt med 'Bedst før datoerne': 26.09.2021, 10.10.2021, 24.10.2021 og 31.10.2021.