Onsdag formiddag dukkede et opslag op på Kvickly Middelfarts Facebook-side. Butikken havde 100 pakker koteletter på tilbud – 'spar 80 kroner pakken'. Det eneste, man skulle gøre, var at skrive 'ja tak' i kommentarfeltet.

22 minutter senere rørte Føtex i Haderslevs Facebook-side så på sig. 'Spar 75 kroner på fire kilo hamburgerryg,' stod der – man skulle bare skrive 'ja tak'.

Og sådan kørte det fra morgen til aften hele onsdagen igennem.

I Bilka Ishøj kunne man spare 1.600 kroner på en cykel. I Føtex Fredericia var det en Disney-bog, man kunne få billigt.

I SuperBrugsen Bjerringbro var der billige pølsehorn, i Hvalsø var det billig vin, og hos Løvbjerg i Tarm var der fiskefileter som slagtilbud.

Fra morgen til aften bugnede Facebook bogstavelig talt af tilbud fra supermarkeder i hele landet.

Fælles for tilbuddene var, 1: at der var et begrænset antal af varen, så man skulle skynde sig at slå til.

2: At man skulle skrive 'ja tak' i kommentarfeltet for at sikre sig det gode tilbud.

De kunder, der skrev 'ja tak', fik prompte en besked i indbakken.

Her blev de blev bedt om at skrive navn og telefonnummer.

Så fik de et ordrenummer og et tidspunkt for, hvornår de kunne hente varen i den pågældende butik.

Konceptet hedder 'ja tak'-tilbud og har på rekordtid bredt sig som en steppebrand i de danske supermarkedskæder.

Og det er der rigtig god grund til.

»Det er stukket fuldstændigt af de seneste måneder især. Det er en ekstremt effektiv måde at skabe salg på,« forklarer Alex Sleiborg, salgschef i virksomheden Piranya:

»Der er allerede enkelte butikker, som har en millionomsætning gennem det her. De slår måske fire eller fem tilbud op om dagen.«

Piranya er et firma, der har udviklet et program, som butikkerne kan abonnere på – og som styrer 'ja tak'-tilbud på Facebook.

»Det er rene impulskøb. Folk sidder og slapper af på Facebook, og så bliver de præsenteret for et godt tilbud på kød eller vin eller noget andet lækkert. På meget kort tid får supermarkedet altså lukket en handel med kunden og sikret sig, at kunden kommer ned i deres butik,« siger Alex Sleiborg:

»Og det er jo det hovedsagelige formål: at få kunden ned i butikken. For når de er der, køber de ofte mere end det tilbud, de er kommet for at hente.«

Alex Sleiborg har ikke fundet på ideen selv.

Hans firma bemærkede blot, at 'ja tak'-tilbud var begyndt at opstå i mindre kæder for nogle år siden.

Så udviklede de et softwareprogram, som kan administrere 'ja tak'-kampagnerne på Facebook.

I dag har virksomheden adskillige store dagligvarekæder som kunder.

I Coop og Salling Group, der til sammen driver otte supermarkedskæder, lægger man ikke skjul på, at 'ja tak'-tilbud på Facebook er noget, man i stigende grad benytter sig af.

I Coop forklarer pressechef Jens Juul Nielsen, at fordelen for kunderne er, at de får varerne til en god pris.

»For os er fordelen, at vi hurtigt får solgt et parti varer, at vi gør lidt ekstra for vores faste kunder og dermed gør dem mere loyale. Og så er det med til at gøre lokale Facebook-sider mere attraktive.«

Hos Salling Group lyder det:

'Vi oplever, at mange af vores lokale kunder er glade for tilbuddene, det skaber en god dialog.'

'Butikkerne bruger det almindeligvis, når de bestiller et stort parti af en vare, eller hvis der sker noget særligt i lokalområdet, og det sætter kunderne pris på, ligesom de også er gode til at komme forbi efter varerne.«