Det sker cirka en gang om ugen, at Fie Sørensen fra Viborg slår vejen forbi en af supermarkedernes bagerafdelinger og køber en færdigbagt bolle, et foccaciabrød eller måske endda et par lune pølsehorn.

»Det gør hverdagen lidt nemmere,« fortæller 21-årige Fie Sørensen fra Viborg og uddyber:

»Jeg handler oftest i Lidl, for de har det bredeste udvalg, og deres bakeoff smager bare bedst. Jeg handler også i Netto og Rema 1000 for eksempel, men deres bagerafdelinger er slet ikke lige så gode.«

Fie er på flere måder på bølgelængde med en ret stor andel af danskerne.

21-årige Fie Sørensen er glad for at kunne få bagerbrød til SU-venlige priser.
21-årige Fie Sørensen er glad for at kunne få bagerbrød til SU-venlige priser.
Vis mere

Supermarkedernes friskbagte varer er nemlig så populære, at knap fire ud af ti danskere, ligesom Fie, handler i supermarkedernes bagerafdelinger mindst en gang om ugen.

Hele 54 procent svarer, at de handler bagervarer i supermarkedet mindst hver 14. dag, viser en YouGov-rundspørge for B.T.

Det er det ene. Det andet er spørgsmålet om Fies foretrukne supermarkedsbager.

B.T. har taget temperaturen på kundernes tilfredshed med de forskellige supermarkedskæders bagerafdelinger.

Med YouGovs hjælp har vi bedt de kunder, der har handlet bagervarer i de forskellige supermarkeder inden for de to seneste måneder, vurdere kædernes afdelinger på tre parametre:

Kvalitet, udvalg og kundernes generelle indtryk af bagerafdelingen.

Og i toppen ender altså Lidl med den bedste samlede score.

Det opnår den tyske gigant via en andenplads i 'generelt indtryk', en andenplads i 'udvalg' og en klar førsteplads i 'kvalitet'.

Lidls brødafdeling ender som topscorer.
Lidls brødafdeling ender som topscorer.
Vis mere

»At Lidl er i top, overrasker mig ikke,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Bagerafdelingen har været en klar satsning fra Lidl i en længere periode, og de er førende på flere områder omkring friske fødevarer i hele Europa. Selvom det er en kæde i den billigere ende, er jeg ikke overrasket.«

Lidls sejr betyder også, at discountkæden blandt andet kommer lidt bedre ud af rundspørgen end for eksempel SuperBrugsen, som ender lige efter Lidl, og kæder som Føtex og Bilka.

Fælles for de tre kæder er, at de – modsat Lidl, som serverer bakeoff – ofte selv står og bager varerne i butikken.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at en kanelsnegl i Bilka, Føtex eller SuperBrugsen er dobbelt så dyr som en kanelsnegl fra Lidl.

»Der kan ikke være to meninger om, at de dyrere kæder skal ende bedre end Lidl i sådan en undersøgelse. Det vil de naturligvis ikke være tilfredse med,« lyder det fra Bruno Christensen.

Og så til de supermarkedskæder, som kunderne har været hårdest overfor.

Pris betyder i hvert fald ikke alt. For selvom det er en discountkæde, der ender i toppen, er det også fire discountkæder, der indtager de fire nederste placering.

Allertungest er resultaterne hos Fakta og Netto, som indtager de to nederste placeringer i den samlede stilling.

»Det er bestemt ikke godt for nogen af dem, men det handler også om prioritering. De har ikke prioriteret deres bagerafdelinger på samme måde, som Lidl har, og det kan man så aflæse her,« siger Bruno Christensen.

Tilbage hos Fie Sørensen i Viborg er hun glad for, at hun kan få bagervarer til en lidt lavere end hos de klassiske bagerbutikker.

»At gå i Lidl er næsten som at gå ind i en bager. Det er altid friske varer, og så er priserne SU-venlige. Jeg er studerende, så det skal hænge sammen økonomisk,« siger hun.

Sådan placerer supermarkederne sig:

1.-plads – Lidl

2.-plads – Kvickly

3.-plads – Bilka

4.-plads – SuperBrugsen

5.-plads – Føtex

6.-plads – Aldi

7.-plads – Rema 1000

8.-plads – Netto

9.-plads – Fakta

Læs i faktaboksen, hvordan vi kom frem til resultatet.