Fødevarestyrelsen har været en tur forbi Nørrebrogade, også kendt som Københavns kebabbælte på grund af gadens mange kebab- og shawarmabarer.
Et af de mest anmelderroste steder hedder Durum Bar, og her er ejeren ikke ligefrem gode venner med Fødevarestyrelsen.
»Der har tidligere været givet bøder til virksomheden, som ikke er vedtaget og betalt. Virksomheden bliver ved med at overtræde regler. Derfor skrider vi til politianmeldelser,« siger Jakob Munkhøj Nielsen, fødevarechef i Fødevarestyrelsens kontrolenhed i København, til B.T.
På et kontrolbesøg 8. juni fik Durum Bar en sur smiley på grund af mangefuld rengøring, hvilket er fjerde gang i træk på blot fem måneder.
Fødevarestyrelsen skriver i sin kontrolrapport, at de fandt 'massive ansamlinger af snavs' på gulvet i et varelager i kælderen. Det værende sig under inventar og paller med fødevarer samt i hjørner og kanter i hele lokalet.
Også i køkkenet var der mere snavset, end hvad reglerne tillader.
»Gulv under inventar i produktionsområdet fremstår med madrester af ældre dato omkring fødder på inventar. Ydermere fremstår fødder på inventar i produktionsområdet med belægninger af snavs,« skriver Fødevarestyrelsen og fortsætter:
»Fuge mellem fliser i gulvet i produktionsområdet fremstår med sorte belægninger af snavs. Væg og kabelbakke nær friture i produktionsområdet fremstår med gule belægninger af fedtstof.«
Ejer: Ikke mere at komme efter
Durum Bar har ligget på Nørrebrogade 195 de sidste 12 år. Beyham Oruc, der har ansvaret for at drive forretningen, har været med siden begyndelsen.
»Jeg har ikke set nogen blive syge i de 10 år, jeg har været her,« siger han til B.T.
Beyram Oruc begrunder de mange sure smileys med, at det blandt andet har taget lang tid at få fjernet snavs fra fugerne mellem fliserne i køkkengulvet.
»Du får ikke bare lige et firma til at anlægge en masse fuger. Det har været en svær proces, men nu er det lykkedes. Nu har vi fået gjort dem rene,« siger Beyham Oruc.
Han afviser, at der er mere at komme efter for Fødevarestyrelsen.
»Vi ville ikke have nogen kunder, hvis der var beskidt,« siger han.
Mulighed for skærpede sanktioner
Durum Bars dårlige smileyhistorik betyder, at Fødevarestyrelsen har »mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug under visse forudsætninger«, står der i kontrolrapporten.
Blandt andet er shawarmarestauranten meldt til politiet for og kan se frem til et opfølgende, gebyrbelagt kontrolbesøg i den kommende tid.
»Politiet afgør, om sagen skal i retten, og virksomheden dømmes dér. Vi udtaler os normalt ikke i detaljer om sager, der potentielt kan ende i retten. Hvis der er akut fare for fødevaresikkerheden, så har vi mulighed for midlertidigt at lukke en virksomhed, indtil der er rettet op,« siger fødevarechef Jakob Munkhøj Nielsen.