»Det generelle rengøringsniveau i virksomheden var ikke tilfredsstillende.«
Sådan lyder det i en af de første kommentarer i Fødevarestyrelsens kontrolrapport 7. september fra Jensens Bøfhus i Tilst.
Og læser man resten af rapporten, er det heller ikke ligefrem noget, der får munden til at løbe i vand.
»Der var fedtede gullig/brune belægninger på inventar og ovn. På ovnens bånd var der desuden indtørrede produktrester, hvor der er risiko for, at de kan drysse fra det øverste bånd ned på fødevarer på det nederste bånd,« står der, inden det fortsætter:
»Hjul på inventar både i opvaskeafdeling og i køkkenet var med tykke belægninger af gamle produktrester. På opvaskebakker og i opvaskemaskiner var der kalkaflejringer og slimede belægninger.
Jensens Bøfhus i Tilst havde følgende bemærkning til kontrolbesøget:
»Der bliver rettet op på forholdet og lavet nye procedurer for rengøring.«
Det er dog ikke første gang, Jensens Bøfhus i Tilst står med irettesættelse fra Fødevarestyrelsen. Faktisk er det tredje gang på under fire måneder.
Og fordi der ikke er blevet rettet op på de tidligere indskærpelser, som blandt andet også handlede om manglende rengøring, har Fødevarestyrelsen nu mulighed for at tage skærpede sanktioner i brug.
Ved Jensens Bøfhus ærgrer man sig over, at restauranten har fået en sur smiley.
De understreger dog, at de to første besøg gav indskærpelser, men var udtryk for bagateller, som hurtigt blev udbedret.
Det drejede sig blandt andet om manglende fejeliste under en dør og et nyt bord, som kom samme dag som kontrollen, og som derfor ikke var blevet rengjort.
Ved tredje og nyeste besøg erkender de dog, at det handler om, at tingene ikke var i orden.
»Ved besøg nummer tre er der tale om sjusk. Der er ikke gjort ordentligt rent, og det er ikke i orden,« skriver administrerende direktør Anders Nikolaisen i en mail til B.T. Aarhus.
Han mener, det burde fungere, da de ansatte, som gør rent i køkkenet, bliver uddannet til det.
»Vi har nogle procedurer, som vi ved virker. Hvis de ansatte bruger den uddannelse, de har fået, bør der ikke være problemer,« mener han.
Men han lover i hvert fald, at tingene nu vil komme i orden.
»Jeg har talt med de ansvarlige, og de har lovet mig, at de forhold bliver bragt i orden. Og det vil jeg selvfølgelig følge op på,« understreger han.



