Der florerer i øjeblikket falske e-mail og sms'er fra musiktjenesten Spotify.

Det fremgår af appen 'Mit digitale selvforsvar', som Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden står bag.

I advarslen beskrives det, at de falske beskeder har forskellige forklaringer, men alle har til formål at opsnappe ens betalingsoplysninger.

Eksempelvis kan du få oplyst, at din konto er udløbet, og at du kan købe seks måneders Spotify Premium for 14 kroner.

To eksempler på falske mails fra Spotify.
To eksempler på falske mails fra Spotify. Foto: Mit digitale selvforsvar
Vis mere

Derfor bør man som udgangspunkt ikke klikke på linket, hvis man får en e-mail eller sms, der fortæller, at ens abonnement er udløbet.

I stedet anbefales det, at man tjekker, om man kan høre musik på Spotify. Hvis tjenesten ikke længere kan afspilles uden reklamer, er henvendelsen god nok.

På grund af de mange falske beskeder opfordres folk til at se bort fra e-mail og sms'er fra Spotify og slette dem uden at klikke på noget.

For få dage siden var det Skattestyrelsen, der i forbindelse med årsopgørelsen oplyste, at man skulle være særligt opmærksomme på falske e-mail og opkald. Det kan du læse mere om her.