En sand plage af opkald fra en bred palet af mere eller mindre dubiøse elselskaber er de seneste år væltet ud over danskerne.
En plage, som Forbrugerombudsmanden er begyndt at sætte ind overfor, og som onsdag udløste endnu en politanmeldelse af et af de omtalte selskaber.
I en pressemeddelelse oplyser Fornrugerombudsmanden, at man for tredje gang på under et år har politianmeldt selskabet Fauna Energi, som tidligere gik under navnet Norström.
I denne omgang går politianmeldelsen på, at Fauna Energi har kontaktet 159 forbrugere på ulovlig vis og i 98 af opkaldene vildledt forbrugerne i løbet af samtalen.
Helt konkret vurderer Forbrugerombudsmanden, at sælgere fra Fauna Energi har vildledt kunderne ved at bruge en række forskellige røverhistorier til at lokke dem til at tegne abonnement.
Eksempelvis ved at bilde dem ind, at Fauna Energi har overtaget forbrugernes el-leverandør, at Fauna har Danmark billigste priser og andre fortællinger, som vurderes til at være vildledende.
»Vi har de seneste par år set en markant stigning i klager over ulovligt telefonsalg, og Fauna Energi er det energiselskab, som vi har fået allerflest klager over på meget kort tid. Der er tale om opkald til mange forbrugere og om grov vildledning under telefonsamtalerne,« lyder det fra forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen:
»Det er særligt groft, at Fauna Energi er fortsat med de ulovlige opkald og vildledningen, selvom selskabet tidligere er blevet politianmeldt for det samme.«
I december 2020 anmeldte Forbrugerombudsmanden Norström, som i altså i dag hedder Fauna Energi, for at have kontaktet 224 forbrugere på ulovlig vis og for at have vildledt 117 af dem.
I 2021 blev Fauna Energi så politianmeldt for at vildlede forbrugerne på Truspilot.
Antallet af klager over elselskaber er eksploderet de seneste år.
Fra 2019 til 2020 steg antallet af klager fra 369 til 732, viser tal, som Forbrugerombudsmanden gav B.T. indsigt i i juni.
Her fremgik det også, at Fauna Energi var klar topscorer blandt alle de selskaber, der blev klaget over.
I 2020 alene fik Forbrugerombudsmanden 310 klager over Fauna Energi. Nummer to på listen var Velkommen med 153 klager.


