Som om frygten for at få coronavirus og Danmarks økonomiske nedtur ikke er nok, står coronakrisen nu også til at udløse en ekstra økonomisk omkostning for den enkelte dansker.

Og det er en regning, vi mere eller mindre påfører os selv.

For mens danskerne har været hjemme de seneste uger, har vores elmålere været på overarbejde og kørt derudad i et usædvanligt tempo.

»Der er en stigning i forbruget, som skal ses i lyset af, at flere arbejder hjemmefra og dermed bruger mere tid på pc'en og muligvis har flere pc-skærme i brug,« siger Søren Bach-Pedersen, energirådgiver i Ørsted, og uddyber:

»Desuden kører opvaskemaskinen mere, tv'et kører mere, PlayStation bruges mange flere timer dagligt, og selv kaffemaskinen er kommet på overarbejde.«

Og det kommer altså til at koste.

Beregninger fra Ørsted viser, at en husstand med to voksne har brugt omkring et-to kWh ekstra om dagen.

En familie med to voksne og børn bruger op mod tre kWh ekstra om dagen.

Har man brugt tre kWh ekstra om dagen i 30 dage, er der tale om en ekstra regning på 210 kroner i den periode.

Det er altså en ekstra udgift på syv kroner for hver dag, der går med corona-isolation i hjemmet.

Der er dog også nogle, der vil undgå en regning på hjemmeadressen.

»Modsat er der også folk, der vil opleve et fald i deres elregning, hvis de er taget i sommerhuset og har opholdt sig der,« siger Søren Bach-Pedersen:

»De vil så til gengæld kunne se stigningen på regninger fra sommerhuset.«

Hvis du er nysgerrig på, hvor stor en ekstraregning, du har oparbejdet, mens du har været hjemme på grund af coronakrisen, er det faktisk muligt at få indblik i.

Du skal blot logge ind på Ørsted.dk.

Her kan du se dit forbrug dag for dag og se, hvor meget højere det er end samme dag året før.