Voldsomme regninger med store prisstigninger på el og gas vælter i disse dage ned over store dele af den danske befolkning.

En vild udvikling, hvor elpriserne i perioder det seneste halve år har været seksdoblet, mens gaspriserne i samme periode har været helt op til tidoblet, kan for alvor mærkes i de danske husstande.

Og nu får danskerne så en klar opfordring.

»Danskerne skal til at tænke sig om og overveje, hvordan de griber det her an. Man må prioritere. Hvis du insisterer på at bruge el og gas på samme måde, som du har gjort indtil nu, så skal du indstille dig på en stor regning,« siger Ann Lehmann Erichsen, uafhængig forbrugerøkonom:

»Drop vinterferien til udlandet. Så er de regninger betalt. Ellers må du skære kraftigt ned på fornøjelser. Der er ikke nogen, der kommer og betaler de her regninger for dig. Tag kontrol med situationen og tag ansvar.«

Også fra Dansk Energi, som er interesseorganisation for energiselskaberne i Danmark, lyder en klar opfordring.

»Der er ingen tvivl om, at det er en vild prisudvikling, vi har oplevet på el og gas. Og beløbene på de regninger, der nu lander i mange danske husstande, er voldsomme. Jeg forstår godt, hvis nogen får et chok,« siger Lars Aagard, administrerende direktør i Dansk Energi:

»Folk skal tage det her alvorligt og sikre, at de kan betale deres regninger. Nogle familier kommer til at skulle revurdere deres budget og prioritere om. Det er de færreste, som ligefrem skal gå fra hus og hjem på grund af det her, men de fleste kommer til at skulle prioritere.«

At danskerne kommer til at skulle holde for, er der efterhånden ingen tvivl om.

Dels har rigtig mange danskere allerede nu oplevet voldsomme prisstigninger.

Dels viser beregninger fra Klima-, Miljø- og Forsyningsministeriet, at der for kunder, som varmer med el og gas, snildt kan blive tale om ekstraregninger på mere end 1.000 kroner om måneden.

For Ann Lehmann Erichsen leder de nuværende prisstigninger tankerne tilbage til energikrisen i 1973.

»Der sov man altså med nathue, skruede ned for varmen i flere lokaler, gik rundt med ekstra tøj på indendørs og den slags. Det er jo altså også en måde at gøre det på. Hvis ikke man er indstillet på at betale en stor ekstraregning, så skal man gøre en indsats,« siger Ann Lehmann Erichsen:

»Så enten kan man acceptere, at det her bare bliver dyrere, og så spare på andre ting. Eller også må man gøre alt for at spare på strøm og gas. Uanset hvad skal man altså gøre en indsats og forholde sig til situationen.«